Lysfest

Lysfestfejring af 1000 året for Roskildes bispemagt

Kom til Lysfest den 24. - 30. januar 2022. Vær med til at fejre 1000 året for Roskildes bispemagt i lysfestugen. Det hele begyndte, da Knud den Store udnævnte Gerbrand til biskop over Roskilde Stift. Det skete i 1022 i byen Ely i England, hvor Gerbrand underskrev et skrift som biskop af Roskilde. Det er første gang, at bynavnet Roskilde optræder på skrift og første gang bispesædet i Roskilde nævnes ved navn.

I og ved Domkirken kan du også opleve Lysfesten:

1000 års fejring af Roskildes bispemagt i Domkirken

– 1000 år 1000 lys

MILLUMEN

Ved Domkirkens ikoniske murværk, vil du opleve værket MILLUMEN. Et guddommeligt lys vil hele ugen strømme ind og ud af den legendariske katedral og oplyse dets fra fod til spir. 1000 lyskugler vil fortælle hver sin historie om kongemagtens gravkirke, og den ikoniske bygning, der våger over den gamle kongeby Roskilde. MILLUMEN tager dig på en rejse gennem Roskilde Stifts 1000-års jubilæum. En rejse gennem både fordomstidens kongemagter og kirkens udvikling i Danmark. En rejse gennem fortid, nutid og fremtid og med troen på at lyset kan lede os gennem selv de mørkeste tider.

Værket er en del af fejringen af 1000-året for Roskildes bispemagt i lysfestugen med lys, fortællinger, kunst og 1000 års hemmeligheder.

Værket er designet af lysdesigner Mads Østergaard Nielsen fra den socialøkonomiske organisation INSP Sound.

Tid: Uge 4 17-22

Natkirke og 1000 år

Vi fejrer 1000 års kirke med live optræden af Stille Stunder. Et tværkirkeligt medie, som producerer og udgiver danske lovsange og podcasts. En musikalsk gudstjeneste med lys, kærlighed, poetisk bøn. Natkirken er et rum for stilhed. 

Tid: 27. januar kl. 19-22

 

Aftenåbent i middelalderkirken

I år er det 1000 år siden en biskop første gang nævnes i Roskilde: Gerbrand. Det blev starten på 1000 års Domkirkehistorie, som stadig lever. Fredag den 28. januar kan du i kirken se og mærke middelalderens liv og Roskildebispens magt i en helt særlig aftenstemning. Gratsi adgang hele aftenen.  Aftensang er desværre aflyst. 

Fredag d. 28. januar kl. 17-21 (Kulturstrøget by Night) 

Se resten af programmet på Facebook.

Praktiske oplysninger:
Det er gratis at deltage i Lysfestens mange arrangementer og alle er velkomne.
Lysfesten er arrangeret af: Roskilde Bibliotek, Roskilde Museum, Byens kreative hus for børn ved Algade 31, Roskilde Domkirke, Byens Hus, Roskilde Kunstforening, Museet for Samtidskunst og Roskilde Kloster