Gå til sidens indhold

Børn og unge

Roskilde Domkirke er et af Danmarks vigtigste historiske monumenter og rummer med sine mange kongegrave gode muligheder for, at børn og unge kan lære at forstå kirkens, arkitekturens, kunstens og kongemagtens historie og udvikling igennem mere end 800 år. Uanset om man kommer som familie eller institution. Find inspiration til besøget her.

For familier

Familier er velkomne i Roskilde Domkirke. Faktisk er børn nogle af vores mest tilfredse og nysgerrige gæster. Et must er at høre dragen hyle, når Skt. Jørgen dræber den som en del af kirkens gamle mekaniske ur. Det sker hver time (men bedst kl. 12). 

  • Som hjælp til at opleve Domkirken har vi to familieskattejagter. En til de lidt mindre og en til de lidt større børn. Man kan få en udleveret gratis, når man betaler entré. Eller man kan selv hente skattejagten til de større her. Herefter går man selv rundt og svarer på opgavespørgsmålene. 
  • Man kan også få gode idéer til lege for de allermindste fra hæftet Leg og Lær fra Skjoldungernes Land og Roskilde kommune. Hæftet kan hentes her.
  • I alle skoleferier har vi familieaktiviteter, hvor I fx skal hjælpe med at finde en tyv, der har været på spil i kirken. Se i kalenderen for mere info.
  • Inden besøget kan man fortælle historien om Skt. Lucius lysende kranie og havdæmonen. Find historien om Lucius her.
  • På Youtube kan man også finde videoer, der formidler de danske konger og dronninger på en sjov måde, fx Sigurd Barrets Danmarkshistorie.

Skoler og institutioner

Alle daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser har gratis adgang til Roskilde Domkirke sammen med deres pædagoger/lærer. I skal ikke varsle jeres besøg i Domkirken, men vi anbefaler, at man booker et undervisningsforløb ved Roskilde Museum. Er man en speciaklasse kan der også målrettes undervisningstilbud hertil. Uanset om I er en skole, en ungdomsuddannelse eller bare en gruppe børn/unge, anbefaler vi at booke et undervisningsforløb frem for en omvisning, da der bliver taget større pædagogiske hensyn. 

Der er også mulighed for selv at gå rundt. Ønsker man inspiration til sjov med tal for børnehavebørn og 0. klasse kan man finde inspiration i et matematikhæfte udarbejdet af Nationalpark SKjoldungernes Land og Roskilde kommune. Hæftet kan hentes her.

Praktiske oplysninger

Elever er meget velkomne til at gå på opdagelse i kirken, men de skal være under opsyn af en lærer/pædagog og respektere, at det er et kirkeligt rum og derfor tale stille og undlade at løbe. 

Mobiltelefoner må gerne anvendes til at fotografere, men ikke til samtale. 

Domkirken har desværre ikke mulighed for at kunne tilbyde steder, hvor der kan indtages medbragt frokost. 

Børn og unge med særlige behov

Alle er velkomne i Roskilde Domkirke. Her er nogle anbefalinger, hvis man besøger kirken med børn og unge med særlige behov.