Gå til sidens indhold

Bogsaloner i foråret 2022

Fra januar til maj 2022 inviterer Domsognet hver måned til en bogsalon.

Velkommen til bogsaloner i Konventgården

Fra januar til maj 2022 inviterer Domsognet hver måned til en bogsalon.

Alle er velkomne, uanset om man har læst månedens bog eller ej. Der er ingen forventninger om velovervejede eller velformulerede synspunkter, tværtimod er alle læseoplevelser lige spændende og et rigtig godt udgangspunkt for en indholdsrig snak.

Alle bogsaloner afholdes i Konventgården fra kl. 19-21, og der serveres en kop kaffe og lidt sødt undervejs.

Bogsaloner indledes med et kort oplæg om bogen fra præsten, hvorefter deltagerne i grupper drøfter bogen, ofte ud fra spørgsmål, som præsten har delt ud.

Vær med til at dykke ned i gode bøger i godt og givende selskab!

Temaet for forårets bogsaloner er “Biblen i bøgerne”.

 

Tirsdag d. 18 januar kl. 19-21 v/domprovst Anne-Sophie Olander

Tarjei Vesaas: Is-slottet, Roskilde Bogcafe, 2019 (1963)

Is-slottet er en lille men ekstremt kraftfuld roman, mesterligt skrevet af den norske forfatter Tarjei Vesaas. Den fylder kun 207 små sider, men som en anmelder skrev efter genudgivelsen af romanen i 2019: ”Is-slottet er eksistentiel uhygge slebet i bjergkrystal – og det er fuldkommen overrumplende god litteratur”. Måden hvorpå forfatteren let og elegant lader fortællingen bevæge sig mellem det mystiske, det hverdagsagtige og det metafysiske er dragende, og selv efter sidste side er vendt, bliver den ligesom ved med at sidde i kroppen. Måske fordi romanen handler om sindets mørke grænseland, et sted de fleste af os kender til at være, om vi er unge eller gamle.

Romanen udkom første gang i 1963, allerede året efter, i 1964, modtog Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris for romanen, og nu vil vi så, i 2022, læse og diskutere den ved årets første bogsalon, tirsdag den 18. januar. Glæd jer!

 

Onsdag d. 16 februar 2022 kl. 19-21 v/sognepræst Ane Bisgaard LaBranche

Marilynne Robinson: Jack, Gyldendal, 2021

Den fortabte søn og Jack

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har skrevet tre bøger om to præstefamilier i den fiktive by Gilead. Romaerne Gilead, Hjemme og Lila kredser alle om den fortabte søn Jack, som kaster en skygge over venner og families liv. I de tre bøger ser vi ham gennem omgivelsernes øjne.

I hendes seneste roman er det Jack, som fortæller, og vi hører, hvordan han i St. Louis hutler sig igennem tilværelsen langt væk fra hjembyen Gilead, langt væk fra familiens tilgivelse.

 

Torsdag d. 24 marts 2022 kl. 19-21 v/sognepræst Torben Jeppesen

Morten Brask ”Måske et spinkelt jordskælv”, Lindhardt og Ringhof 2021

Tre måneder efter at det forbrændte lig af hans kone blev fundet i et sommerhus, vågner Daniel Fischer i et København, der er gået under eller vredet af led. Mærkeligst er det dog, at Daniel får en besked om, at hans kones telefon er blevet tændt i Paris. På sin gamle motorcykel kører han gennem et mere og mere surrealistisk Europa. Ekstreme skyformationer kommer og går, menneskeflokke har hængt sig i skovene, Paris står under vand og vilde dyr, undsluppet fra de zoologiske haver, strejfer om i gaderne. Det er kærlighed, der driver ham afsted, men hvad sker der med en kærlighed, som ikke kan finde det, den søger?

 

Måske et spinkelt jordskælv er en moderne apokalypse i form af en klimakritisk opdatering af Johannes’ Åbenbaring og en fortælling om kærlighed. Man kan også kalde det en roman, der forbinder kristendom og klimakrise på godt og ondt, for forfatteren prædiker ikke, men lader håb og håbløshed, skyld og tilgivelse løbe på kryds og tværs.

 

Onsdag d. 20 april 2022 kl. 19-21 v/sognepræst Sarah Krøger Ziethen

”min mor siger” af Stine Pilgaard

En formidabel bog for alle, der har et ungt menneske i deres liv. En mulighed for at tale om de store spørgsmål i livet, med humor som udgangspunkt. Og en dialog om, hvordan livet kan leves, når Gud popper op i tide og utide, uden det bliver med løftede pegefingre.

”Et knust hjerte skal man aldrig spøge med, men heldigvis har hovedpersonen både en mor, en far, en læge og en spindoktor, og disse figurer forsøger alle – med hver deres midler – at bringe den forladte på fode igen. Og der er ved Gud (faren er præst, så…) mange måder at gribe hjertesorg an på. Moren er en handlekraftig ejendomsmægler og lystløgner, hvilket både kommer hendes omgivelser og læseren til gode. Faren er en rolig og hyggelig præst med hang til Pink Floyd. Og spindoktoren personificeres gennem veninden Mulle, som altid har svar på rede hånd. Med sådant et netværk er man aldrig helt fortabt.”

 

Tirsdag d. 17 maj 2022 kl 19-21 v/sognepræst Maria Harms

Joseph Roth: Job

Med ”Job” fører den østrigske forfatter Joseph Roth os ind i en jødisk verden af stor skønhed, visdom og inderlighed.

Romanen med undertitlen ”Roman om et enkelt menneske” handler om en fattig russiskjødisk familie, der kort før 1. verdenskrig udvandrer til USA.

Hovedpersonen Mendel Singer kæmper med sin skæbne og med den Gud, som måske, måske ikke har skænket ham den. Midt i den prosaiske skæbnefortælling dukker underet op – eller gør det?

”Job” er en rigtig Job-fortælling, dog med den forskel, at Mendel Singer modsat Job i Det Gamle Testamente hverken har megen anseelse eller megen rigdom at miste. Men det, han har, mister han.

Den er 178 sider og koster kun 100 kr.