Jazz Natkirke v. Sarah Krøger Ziethen

10 dec 2020
19.00-22.00

Denne aften gæster Camille Jones Natkirken.

Efter fem års pause udsender Camille Jones EP’en ’Inde i en tåre’, karrierens første samling dansksprogede sange. I den forbindelse inviterer hun til intimkoncerter i anderledes mærkbare rum, hvor publikum kan gå i ét med kunstneren.

På sin nye udgivelse har den 47-årige sangerinde lagt natklubbens pulseren bag sig for i stedet at folde den soul-fyldte stemme ud i et sårbart, nordisk lydbillede af rumklang og fordybelse, skabt i tæt samarbejde med bassist Bastian Sjelberg og Jonas Berg på klaver. Musikken er blevet til i en svær periode, hvor Camille Jones mistede to af de mennesker, der stod inderst i hendes liv, og sangene går da også ind, hvor det kan mærkes.

Selvom hun har afsøgt mange genrer på sine fem albums, har hun altid betegnet sin musik som pop.

Det gør hun stadig. Men der er flyttet en ny ærlighed ind i musikken. Sangene står som små salmer, der kredser om sorg, men først og fremmest hylder livet og håbet.

”Jeg har selv spillet og arrangeret en del intimkoncerter efterhånden, og den intensitet og nærhed, man mærker, når folk kommer helt tæt på, er fantastisk. Den forbindelse, der opstår, når man fjerner skellet mellem kunstner og publikum er enormt meningsfuld for mig. Pludselig opstår der et nyt fællesskab i musikken; teksterne træder tydeligere frem, og man sidder midt i tonerne og har alle muligheder for at lade sig røre,” siger Camille Jones.

Line up:

Camille Jones - vokal
Bastian Sjelberg - kontrabas
Jonas Berg - klaver

Der vil naturligvis også være tid til andagt (ca 20.30) og at skrive julehilsner til dem du holder af!

Roskilde Domkirke