Korenes Sommerkoncert
Kom i sommerstemning, når Roskilde Domkirke fyldes med klangen af næsten 200 sangstemmer.
Ved årets store sommerkoncert samles alle Domkirkens kor – fra de yngste sangere til de professionelle kirkesangere – i et farverigt og stemningsfuldt program. Korene synger både sammen og hver for sig i et varieret repertoire, der spænder fra klassiske korsatser til helt ny musik. Alle Domkirkens kor, organister og korledere medvirker.
Koncerten slutter med fællessang, hvor publikum og alle korsangere løfter taget i ”Det dufter lysegrønt af græs”.
Gratis adgang til koncerten
Alle koncertgæster skal bestille en gratis billet på Billetto.dk, så vi sikrer os at vi har plads til alle.
Find billetter her
Dørene åbner kl. 19.00.
Oplev sangkraften og fællesskabet i Roskilde Domkirkes levende kortradition – en enestående mulighed for at høre hele korskolen samlet i Domkirkens store klangrum
Mød Domkirkens kor
Pigekoret
Et af Roskildes fineste ungdomskor, der både synger i Domkirken og optræder udadtil – til fester, på festivaler og i Roskilde bymiljø. Koret består af ca. 20 sangere i alderen 13-21 år, under ledelse af Mette Bjærang Pedersen.
Drengekoret
Domkirkens traditionsrige drengekor i røde kapper tæller både drenge og mænd – i alt ca. 70 sangere. Koret ledes af kantor og komponist Egil Kolind og medvirker bl.a. ved Aftensang og højmesser.
Voksenkoret
Et ambitiøst amatørkor med ca. 35 sangere i mange aldre og fra forskellige baggrunde. Koret kendes på deres sangglæde og mod til de store klassiske værker. Ledes af korleder Christa Brix Hauser.
Domkoret
Domkirkens kantori består af 12 kirkesangere, der medvirker ved højmesser, festgudstjenester og koncerter. Koret ledes af domorganist Bine Bryndorf.
Børne- og Juniorkoret
Domkirkens to yngste kor. Børnekoret består af ca. 30 piger i 3.-4. klasse og Juniorkoret af ca. 18 piger i 5.-7. klasse. Korene medvirker i årets gang til gudstjenester og koncerter og ledes af organist Lene Rasmussen.