Gudstjenesten søndag kl. 10 kaldes højmesse - Søndag kl. 17 kaldes aftengudstjeneste.

En gudstjenestes opbygning og forløb kaldes for dens liturgi. Søndagens gudstjeneste består af læsninger og bønner fra alteret og prædiken fra prædikestolen. Dernæst altergang og til afslutning velsignelsen. Musikken og salmerne binder gudstjenesten sammen.

Til hver søn- og helligdag hører bestemte læsninger fra Bibelen. Præsten bestemmer ikke selv, hvad der læses på disse dage. På den måde lyder juleevangeliet til hver jul og påskeevangeliet hver påske. Sådan gælder det også alle andre søn- og helligdage i året, hvor der hører bestemte læsninger til. Der læses fra hele Bibelen, både det Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Der prædikes dog altid over en tekst fra Det Nye Testamente.

Prædikenen er præstens udlægning af en som oftest en læsning fra et af evangelierne om Jesus. Prædiken er både forklaring, fortolkning og perspektivering af den oplæste tekst. Det er med andre ord præstens egne og nutidige svar på de spørgsmål, som teksten rejser for mennesker, der lever i dag.

Nadveren kaldes også for altergang, fordi kirkegængerne går op til alteret, hvor nadveren uddeles. Ordet nadver er et gammelt dansk ord for aftensmad og henviser til Jesu måltid med disciplene skærtorsdag aften. Under nadveren knæler man ved alteret og får en oblat (brød) og lidt vin. Jesus siger, at han selv er tilstede i brødet og vinen og at vi igennem dette måltid både mindes ham og får del i hans tilgivelse.

I løbet af gudstjenesten synger menigheden salmer. Salmerne er den måde, hvorpå den, der er i kirke, selv kan vise sin tro og sit engagement. Salmerne er mange århundreders forskellige udtryk for menneskers tanker og udtryk for Gud og hans forhold til menneskene. Salmer kan være bønner om hjælp, de kan udtrykke taknemmelighed, de kan vidne om tvivl eller tro og de kan forklare Bibelens tekster.

Liturgien i en søndagsgudstjeneste er altid den samme. Der er små variationer mellem højmessen kl. 10 og aftengudstjenesterne kl. 17.00 i Domkirken, men uanset præsten og de små variationer er gudstjenestens gang altid den samme.

Det er der en god grund til: Som kirkegænger skal man kunne gå ind til en gudstjeneste uden at synes, at man behøver at opfinde verden og gudstjenesten forfra. Liturgien er både gammel og ny, og kirkens ritualer har i årtusinder bevist deres holdbarhed.