Om koret
Korleder
Egil Kolind er uddannet i kor- og orkesterledelse fra Musikhögskolan i Malmö og Robert Schumann Hochschule i Düsseldorf, og han kommer fra en stilling i Lunds Domkirke, hvor han ligeledes var korleder for kirkens drengekor. Ved siden af stillingen i Domkirken fortsætter han som dirigent for Graabrødre Kammerkor i København.
Når man synger i drengekor får man gennem musikken store oplevelser og sociale relationer for livet. Jeg har selv sunget sopran i drengekor som dreng og mærket, hvordan man allerede i en tidlig alder får en stor glæde ved musikken og en helt særlig ansvarsfølelse ved optrædener.
Udover dirigenthvervet er Egil Kolind også komponist, og arbejder med at udvikle et materiale til undervisning i sang fra bladet. Han har selv sunget i drengekor som barn.
Organisation
Korleder Egil Kolind står for den daglige ledelse af koret. I samarbejde med Menighedsrådet og Korstøttegruppen.
Drengene har to ugentlige prøver, mandag og fredag, fra kl. 16:00 – 17:15. Herrerne i koret har én ugentlig aftenprøve, onsdag aften. Når koret står for at skulle synge større ting, samles hele koret til aftenprøve.
Sangerne får honorar for de gudstjenester, de medvirker i, og lønsystemet er opbygget efter kvalifikationer og alder.
Historie
Roskilde Domkirkes Drengekor blev dannet i foråret 1987. Det første skridt blev taget ved at høre samtlige drenge på 3. klassetrin i Roskildes skoler. Der blev udtaget ca. 30 drenge. Herre-stemmerne blev fundet, bl.a. i byens gymnasier, men også blandt fædre til korets drenge. Koret bestod fra begyndelsen af 50 sangere. Koret havde sin debut Langfredag 1987, hvor det opførte Heinrich Schütz’ Matthæuspassion.
Koret medvirker også i mange andre spændende opgaver. I 2006 medvirkede koret ved optagelserne til DR´s julekalender “Absalons Hemmelighed” og løbende ved opsætninger ved Det Kongelige Teater (fx Intet) og i Teater Hedeland (Fx Carmen). Desuden har koret ved flere lejligheder sunget ved større royale begivenheder i Domkirken.
Selvom drengekoret i dets nuværende form blot har eksisteret siden 1987, så har der formentligt været tilknyttet drengekor til Domkirken siden kirkens opførsel. Man ved, at korets aktivitet har været knyttet til latinskolen, og at det har fungeret længe før reformationen.
RDD korstøttegruppe
Korstøttegruppen er en sammenslutning af forældre og kormedlemmer.
RDDs Korstøttegruppe består i princippet af alle forældre med tilknytning til, og alle kormedlemmer i, RDD. Kontakt korstøttegruppen her.
Musik Udgivelser
Koret har gennem tiden udgivet flere cd-indspilninger.
2003
“Velkommen igen, Guds engle små”
Kan lånes via biblioteket her.
1999
”Schütz: Christmas Vespers” (Gabrieli Consort & Players)
Kan lånes via biblioteket her.
1995
”Min sjæl, du Herren love”
Kan lånes via biblioteket her.
1994
“Praetorius: Mass” (Gabrieli Consort & Players)
Kan lånes via biblioteket her.