Gå til sidens indhold

Masser af aktiviteter

Sommeren har ramt Roskilde Domkirke.

I forbindelse med årets Roskilde Festival lagde næsten 200 unge festivalgæster vejen forbi Domkirken til en kølig pause i sommervarmen. Men selvom festivalen nu er slut, er der stadig mange spændende aktiviteter i vente denne sommer. Sidste sommer var 250 voksne og børn med på sommerens omvisninger, derfor bliver kalenderen også i år udvidet med flere.

Det tilfældige fund
For børnefamilier vender den populære familieomvisning fra foråret tilbage. Her får I levende og underholdende fortællinger i børnehøjde – om dronninger, kanonkugler og afhuggede hoveder. En af fortællingerne handler om Roskildekorset, hvis historie blev bragt til live nærmest ved et tilfælde.
I 1806 blev der afholdt en auktion i Roskilde Domkirke, hvor gammelt katolsk kirkeinventar blev solgt – heriblandt Domkirkens korbuekrucifiks fra o. 1220. Det blev solgt til en kobbersmed, der endte med at bruge krucifikset som brænde. I hovedet på Kristusfiguren gemte sig et hulrum, hvorfra en lille silkepakke trillede ud.

I silkepakken lå et smukt kors af guld og emalje, besat med ædelsten og perler. Det viste sig at være et relikviegemme, som indeholdte en lille træsplint fra Kristi kors. Heldigvis indleverede kobbersmeden korset til Nationalmuseet, hvor både kors og Kristushoved i dag er udstillet. Denne historie kan høres på familieomvisningen hver torsdag fra den 10. til 24. juli kl. 11.00-11.45. Omvisningen kræver ingen tilmelding.

Begivenhedsrigt efterår
Også resten af året byder på et tætpakket program med spændende samarbejder i vente. I september får Domkirken besøg af Ken Follett, der giver et eksklusivt interview i samarbejde med Gyldendal. I samme uge finder både Golden Days og K7 sted – hvor årets tema for Golden Days er kærlighed.

I oktober fejrer Domkirken 30-års jubilæet for udnævnelsen som UNESCO-verdensarv med tre særlige dage under titlen Forvandlinger & Verdensarv. Kom og oplev, hvordan Roskilde Domkirke forvandles med musik, omvisninger, fortællinger og kunst, der bringer Domkirken til live på nye måder.