Natkirke // Simon Ask v. Ane LaBranche
Denne aften gæster Simon Ask Natkirken, hvor han vil fylde domkirken med guitartoner, der med udgangspunkt i hans baggrund som både en eksperimenterende guitarist og en grænsesøgende producer ubesværet fletter de organiske lyde fra guitaren sammen med moderne produktion. Alt sammen for at invitere lytteren til at dykke med ned i en verden af drømmende, men dybt personlige kompositioner og produktioner. Kompositioner hvor fordybelsen og sanseligheden er i fokus. En guitarbåret instrumentalmusik, der leger med, hvordan en guitar kan udtrykke følelser, stemninger og lyde.
”Med min musik og mine koncerter ønsker jeg at invitere lytterne ind i et lydunivers, der på én gang er både eksperimenterende og instrumentalt og samtidig låner fra de mere poppede genrer. Jeg forsøger at formidle følelser og stemninger, der både er universelle og personlige for mig. Hvordan lyder pludselige indfald af optimisme? En melankoli efter en forlist kærlighed? En fandenivoldskhed drevet af ønsket om at forandre verden? Det er sådanne stemninger, jeg forsøger at skabe et lydtæppe til.” Simon Aks er kendt som producer og guitarist i Katinka Band, men er gået solo med sit album 'Flying'. Han er tilmed fra Roskilde og har gennem sin gymnasietid på Roskilde Gymnasium spillet julekoncerter her i Roskilde Domkirke. Du kan lytte til denne livesession, hvor han spiller singlen 'Flying' fra hans album af samme navn.
Oplev kirken i et andet lys
I Natkirken lyses kirkerummet op i forskellige farver, levende lys stråler midt imellem kirkebænkene, imens musik og ord strømmer ud gennem kirkeskibet og ind i alle kapellernes kroge og helt op under loftets hvælvinger. Natkirken er et rum for ro til tro, fordybelse og bøn, men også for fællesskab, samtale og bevægelse. I Natkirken eksperimenterer vi med lys, lyd, musik og ord. Vi inviterer kunst, musik og kreativitet ind i kirkerummet. Ved at deltage er du med til at skabe Natkirkens særlige atmosfære. Her kan du komme som du er, lægge dig på kirkebænken med et tæppe, få en kop kaffe i våbenhuset, eller tage en snak med de frivillige. Du kan komme alene eller med en ven. Du kan være her i tre timer eller ti minutter. Det er op til dig.
Hvordan forløber en aften i Natkirken?
I Roskilde Domkirke er hver Natkirkeaften forskellig. Du vil hver gang kunne opleve et nyt tema eller gæst, når vi i fællesskab undersøger en anden måde at være kirke på, end den faste form, du måske kender fra andre gudstjenester. Rammen omkring aftenen vil til gengæld være genkendelig hver gang.
Hver Natkirke starter med lystænding og en kort refleksion. Der afsluttes med bøn for natten, og vi går hjem eller videre ud i aftenen med velsignelse.
Dørene åbner hver gang kl. 19.00 og det er altid gratis at deltage.