Gå til sidens indhold
29 apr.

Koncert // Roskilde Renæssanceband

tirsdag 29. april 2025 kl. 20:00 - 21:00
Roskilde Domkirke

Christian IV´s dobbeltagenter - Spionage og hemmelige toner ved det danske hof

I år forvilder Roskilde Renæssanceband sig helt ned i kælderen på Rosenborg Slot, hvor det royale orkester sidder i mørke og kulde og underholder den danske Kong Christian IV´s gæster i Vinterstuen gennem topmoderne 1600-tals lydkanaler. Vigtige politiske beslutninger bliver truffet, mens musikken spiller. Lidet aner hoffet dog, at lydene går to veje, og musikere har rigtig gode ører. Spionagen kan begynde!

Renæssancebandet underholder i år med en række nyligt genopdagede renæssanceværker samt dybt fortrolige statshemmeligheder direkte fra kongens kælder, smuglet ud i tomme violinkasser og udtjente basuner. Det hele forklædes med eventyrlige beretninger fra det virkelige liv.

Renæssancebandet består af omkring 60 unge entusiastiske musikere på lut, guitar, blokfløjte, krumhorn, zink, drejelire, gemsehorn, serpent, pommer, trombone, harpe, cello, violin og en usandsynligt stor mængde slagtøj i alle former og farver. Orkestret har eksisteret siden 2012 og har tilknyttet lærere fra Kulturskolen Roskilde på blæser-, stryger-, slagtøjs- og strengeinstrumenter.

Hvordan lyder det, når moderne renæssancemennesker jammer på piber, trommer, zinker og skraller? Find ud af dette og meget mere, når Renæssancebandet igen i år fylder domkirkens historiske kirkerum med ord og toner fra dengang, Danmark var hele verdens centrum, og de vigtigste politiske beslutninger i smug blev truffet af musikere.
Denne koncert er en del af Renæssancebandets koncertturné 2025. Man vil desuden kunne opleve orkestret spille samme program i Sct. Bendts Kirke i Ringsted d. 30. april kl. 20.00 og i Tivolis Koncertsal d. 3. maj kl. 20.40. Der er gratis adgang til koncerterne.

Praktisk
Der er gratis adgang til koncerten
Dørene åbner kl. 19.30 
Koncerten varer ca. en time