Litteraturkreds i Konventgården
Læs med i efterårets litteraturkreds i Konventgården
Tirsdag den 21. oktober kl. 19-21
Sigmund Jensen: Hvide dværge. Sorte huller (Batzer & Co 2003)
Der findes fremragende romaner, som da de udkom blev rost til skyerne, men som så blev glemt. Hvide dværge. Sorte huller hører til dem. Men den fortjener i høj grad at blive læst. Romanen er gnistrende velskrevet, ubesværet og spændstig, og fortalt med både indsigt og humor.
Hovedpersonen og jegfortælleren er en ung engelsk børsmægler, Gestas Hutting, der begår et større underslæb og rømmer over hals og hoved til Indien. Navnet Gestas stammer fra den af røverne på korset som valgte fortabelsen frem for frelsen, og Gestas Huttings rejse fra Madras til Calcutta og videre langs Ganges til den hellige by Varanesi kan nærmest sammenlignes med en nedstigning i Dantes Helvede.
På flugt fra Scotland Yard, sin fars død og et forlist ægteskab er han en blind passager i tilværelsen og hans ubehag ved kulturen tvinger ham til at reflektere over civilisationens pris.
Hans møde med Indien – med stanken og lidelsen, råddenskaben og fornedrelsen – fører til at hans verdensbillede ramler sammen og til det han kalder selvafvikling, en demontering af selvet eller egoet, og i sidste ende til en form for bevidst galskab. I skrivende stund befinder Gestas sig som patient på Magdalena Mentale Medlidenheds-hjem hvor han som en slags offerhandling sidder og nedfælder historien om de hvide dværge – de kolde stjerner der er holdt op med at lyse – og verdensrummets og tilværelsens sorte huller.
Parallelt med rejseberetningen løber to andre spor: scener fra et ægteskab og samtaler med præst og psykiater, samtaler som hver for sig bidrager til forståelsen af fortællerens historie. Hvide dværge. Sorte huller er en moppedreng på 480 sider hvor der males på det store lærred og som rummer en encyklopædisk viden om alt fra litteratur og filosofi til kvantefysik og astronomi.
"Norsk litteratur har fået sin egen Peter Høeg." – Weekendavisen
"Det ene ord, der på alle måder betegner den norske forfatter Sigmund Jensens romandebut, er format." – Berlingske Tidende
Sigmund Jensen, f. 1968, debuterede i 1995 med novellesamlingen Antikvarens datter og blev allerede dengang betragtet som et talent ud over det almindelige. Hvide dværge. Sorte huller er hans forbløffende romandebut, som ifølge en anmelder tyder på at vi her står over for en forfatter som fra nu af vil høre til “det ypperste inden for samtidslitteraturen”.
Om efterårets litteraturkreds i Konventgården
I Roskilde Domkirke vil efteråret på flere måder stå i forvandlingernes tegn. I oktober fejrer Domkirken 30-årsjubilæet for udnævnelsen som UNESCO-verdensarv med tre særlige dage under titlen 'Forvandling & Verdensarv'.
De tre bøger, vi skal mødes om i efterårets litteraturkreds, har på hver sin måde forvandlinger som et tema. Det har været et centralt og tilbagevendende tema i litteraturen, lige siden den opstod, tænk bare på to af klassikerne, Ovids forvandlinger og den romerske forfatter Lucius Apulejus' roman Forvandlinger eller Det gyldne æsel fra ca. 160 e.Kr. Forvandlinger har også altid været et centralt, nærmest grundlæggende tema i alverdens folkeeventyr, også i H. C. Andersens eventyr, bl.a. De vilde svaner.
Litteraturkredsen ledes af sognepræst Torben Jeppesen.
Møderne foregår i Konventgården, Domkirkestræde 10, og varer fra kl. 19.00-21.00
Deltagelse kræver tilmelding til Torben Jeppesen på tje@km.dk