Litteraturkreds i Konventgården
Læs med i efterårets litteraturkreds i Konventgården
Tirsdag den 18. november kl. 19-21
August Strindberg: Inferno (Batzer & Co 2019, 2. udgave)
Ligesom i Sorte huller. Hvide dværge danner Dantes guddommelige komedie forlæg for romanens komposition; en vandring gennem Helvede og opad mod lyset og livet. Inferno blev efterfulgt af de to romaner Legender og Ensom, hvor opstigningen til sidst kulminerer. Men Inferno kan sagtens læses selvstændigt.
Skuepladsen er Paris. Strindberg har forladt kone og barn med en følelse af at have brændt alle broer, samtidig med at han føler lede ved bohemelivet og overvejer “at vende poesien ryggen”. Han kaster sig ud i naturvidenskabelige studier og eksperimenter og er besat af tanken om at udvinde guld. Hvor han tidligere betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af en vending indad, af introspektiv fordybelse og religiøs søgen. Hans sind er åbent for alt det der sker omkring ham; han eksperimenterer, fortolker, ser tegn allevegne og skriver i en impressionistisk stil som foregriber den moderne autofiktion.
Selv hævder Strindberg at Inferno ikke er “digtning”, men blot “et udvidet og ordnet uddrag” af hans dagbog. Men en mere dybtgående læsning tyder på at vi i virkeligheden står over for en roman der går i Dantes litterære fodspor både hvad angår tema og struktur. Første del arter sig som en nedstigning i Helvede, hvor den arme forfatter udsættes for et sandt bombardement af mærkelige og uforståelige indtryk og hændelser.
I anden del påbegynder Strindberg opstigningen hvor han med Swedenborg som lærer og ledsager begynder at forstå den dybere mening med de tilsyneladende uforståelige hændelser.
Mange har betragtet Inferno som en gal mands værk, som en paranoid excentrikers sygdomshistorie. Men som en samtidig kritiker skriver: “Intelligensen er her ikke udslukt, så langt fra – den er et lys, som brænder med en klar flamme.” Og da Strindberg senere ser tilbage på Inferno-tiden, skriver han at han var udsat for den ældgamle religiøse erfaring som Swedenborg kalder “ødelæggelse”. Visse mennesker gribes af en usalighedsfølelse, deres dårlige samvittighed opdigter onde mennesker som forfølger dem, og som de tror er årsag til deres ulykke. Men i virkeligheden er usalighedsfølelsen en gave fra Gud, en prøvelse, som kan føre til frelse.
Inferno er ikke uden vanvid, men mest af alt er den en smertefuld undersøgelse af verden og en slags bodsvandring frem mod lyset. Som en beretning om et menneske i dyb sjælelig krise er Inferno et mesterværk og forbløffende moderne. Sammen med Knut Hamsuns Sult er Inferno et af de vigtigste litterære skrifter fra 1890’erne.
“Det er genialt, tidstypisk og alligevel enestående.” – Information
"I autofiktionens tidsalder er det slående, hvor sindsoprivende levende Strindbergs udforskning af tvivlens og overfølsomhedens nedslag i personligheden fremstår, og så er det
simpelthen så sindssygt godt skrevet, at både engle og dæmoner må fryde sig." – Berlingske
På Kristeligt Dagblads liste over de bedste bøger i 2019
August Strindberg, 1849-1912, svensk forfatter og dramatiker. Strindberg betragtes som en af Sveriges mest indflydelsesrige og betydningsfulde forfattere, men var unægteligt lige så toneangivende på en international skala. Fra omkring århundredeskiftet i 1900 dominerede Strindberg den litterære scene i intet mindre end fire årtier.
Om efterårets litteraturkreds i Konventgården
I Roskilde Domkirke vil efteråret på flere måder stå i forvandlingernes tegn. I oktober fejrer Domkirken 30-årsjubilæet for udnævnelsen som UNESCO-verdensarv med tre særlige dage under titlen 'Forvandling & Verdensarv'.
De tre bøger, vi skal mødes om i efterårets litteraturkreds, har på hver sin måde forvandlinger som et tema. Det har været et centralt og tilbagevendende tema i litteraturen, lige siden den opstod, tænk bare på to af klassikerne, Ovids forvandlinger og den romerske forfatter Lucius Apulejus' roman Forvandlinger eller Det gyldne æsel fra ca. 160 e.Kr. Forvandlinger har også altid været et centralt, nærmest grundlæggende tema i alverdens folkeeventyr, også i H. C. Andersens eventyr, bl.a. De vilde svaner.
Litteraturkredsen ledes af sognepræst Torben Jeppesen.
Møderne foregår i Konventgården, Domkirkestræde 10, og varer fra kl. 19.00-21.00
Deltagelse kræver tilmelding til Torben Jeppesen på tje@km.dk