Meditationsgudstjeneste v. Ane LaBranche
Velkommen i Roskilde Domkirke til en gudstjeneste med ekstra højt til loftet.
Efteråret er godt på vej, farverne og lyset ændrer sig, gyldne blade og sommerens sidste gaver kalder på eftertænksomhed og fordybelse. Til meditationsgudstjeneste under domkirkens hvælvinger lader vi årstidens forandringer hjælpe os på vej mod ro og fred.
Meditationsgudstjenester i Roskilde Domkirke er en lille time med fokus på ro, åndedræt og fordybelse, en pause fra dagens trummerum og byens larm. Meditationsgudstjenesten er først og fremmest en stille gudstjeneste.
Bibelord, vejrtrækningsøvelser og stilhed vil under Domkirkens smukke hvælvinger veksle med stille musikalske indslag. Musikken fører os ind i stilheden, hvor der er rum til at høre Gud tale og lade sig udfordre eller opbygge til de kommende dages opgaver.