Roskilde Domkirke, der med sine spir stræber mod himlen, bærer historien om arkitekturens udvikling og kongernes liv og død. I 1000 år har kirken haft en markant plads både i landskabet og i Danmarks historie, først som hovedkirke for Danmarks mægtigste bispestol, siden som kongemagtens gravkirke. Roskilde Domkirke blev indskrevet på UNESCOs Verdensarvsliste i 1995. Domkirkens historie omfatter myter, brande, teknologiske nyskabelser, flytning af kongelige kister- kort sagt en fortælling om liv og død.

Her på siden kan du et overblik over Domkirkens lange historie:

Er Harald Blåtand begravet i Domkirken?

Ifølge en skriftlig kilde fra Middelalderen er Harald Blåtand begravet i Roskilde Domkirke. Hos Adam af Bremen (1040-1080) kan man læse: "Hans Lig blev af Hæren hjembragt og bisat i Roeskilde i den Kirke, han selv havde grundlagt til Ære for den hellige Trefoldighed." I Roskildekrøniken fra 1138 kan man læse "Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland." og senere "Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev til sidst såret af sin søn Svend Tveskæg i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed, sørgende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde." Adam af Bremen kan dog have pyntet på historien. Hans fortælling er udtryk for et forsøg på at fremstille Harald som loyal i forhold til Hamburg-Bremens ærkebiskop. Derfor kan Adam heller ikke sige noget godt om sønnen - den engelsk orienterede Svend Tveskæg. Der er altså tale om Adams vinkling på historien.

I Saxos Gesta Danorum fra ca. 1208 står der mere vidtløftigt: "Hans Lig blev sendt til Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke havde skjønnet paa, hvad der tjente til dets Bedste, fik nu, da det var for sent, øjnene op for sin fromme Konges gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde hadet." Man kan dog ikke helt regne med alt Saxo skriver, og han bygger sandsynligvis sin historie på de ovenstående kilder. Det samme er tilfældet med senere omtaler.

Der er desværre ikke fundet rester af den omtalte trækirke, som i så fald skulle være under den nuværende ligesom det er tilfældet i Lund og Ribe. Harald Blåtands begravelse er uden tvivl knyttet til Domkirkens historie, og der er heller ikke tvivl om man gennem århundrederne har ønsket at knytte den berømte vikingekonge til Domkirken - både fra Domkirkens side og fra senere konger som Svend Estridsen. Han tæller derfor med som en af de 40 konger og dronninger begravet her, da historien om de kongelige begravelser i Domkirken starter med fortællingen om Harald. Men hvor hans knogler egentlig befinder sig er stadig en gåde. 

Haralds søn Svend Tveskæg

På samme vis er det tidligere blevet hævdet, at også Haralds søn, Svend Tveskæg (død 1014), er begravet her. Her er det en engelsk kilde, "Æresskrift for dronning Emma" (skrevet 1040-42), der fortæller at Svends lig blev flyttet til Danmark, hvor det stedtes til hvile ”i den Grav, han havde indrettet til sig. Glade ile de hid, modtage Liget med Hæder og gravlægge det med endnu større Æresbevisninger i det Kloster, som samme Konge havde ladet opføre til den hellige Trefoldigheds Ære, i det Gravsted, han havde indrettet til sig selv”. Man troede tidligere det var Svend Tveskægs nichegrav, men nyere undersøgelser peger på at det faktisk er Svend Estridsen. En grav fundet under Lund Domkirke fra 990'erne kunne være Svend Tveskægs.

Frådstenskirken

Svends Estridsens kirkebyggeri står færdigt i 1080. Det er en kirke opført i kalksten med et tilhørende kloster. Roskilde Domkirke bliver ikke ærkebispesæde, den ære går til Lund Domkirke i 1103. Op gennem middelalderen forbliver Roskilde Domkirke dog et magtfuldt og betydningsfuldt kirkeligt centrum i Danmark.

Stiftergravene

Mere sikkert er det, at Svend Estridsen (død 1074) er begravet i Roskilde Domkirke. Malerierne på de fire stiftergrave markerer, at man ved den nuværende kirkes opførelse optog deres knogler fra en grav under gulvet i den tidligere frådstenskirke og murede dem inde her. I de tre af søjlerne er der indmurede knogler. Men Haralds knogler er ikke fundet. Han er som nævnt muligvis slet ikke begravet i Domkirken. Svends knogler derimod bekræfter at der er tale om Svend Estridsen. Knoglerne er undersøgt, og det kunne ses, at Svend var en høj, gangbesværet mand med en kraftig profil. En DNA- analyse fra 2005 har afkræftet at Margrete Estrid i den ene søjle skulle være Svend Estridsens mor. I stedet antages det, at der er tale om Harald Hens hustru Margrete (død 1080) - altså Svend Estridsens svigerdatter- som gav store gaver til kirken og hvis dødsdag blev markeret i Domkirken.  

Svend Estridsen var den første danske konge, man med sikkerhed kan sige blev gravlagt i Roskilde Domkirke. Men fra hans død i 1076 valgte danske konger andre kirker som deres gravsted. I 1413 sker der dog noget afgørende i Roskilde Domkirkes historie.

I 1412 dør Margrete 1. Hun har samlet Danmark, Norge og Sverige i en fælles union, Kalmarunionen. Hun har tætte forbindelser til Roskilde Domkirke, men vælger at blive begravet samme sted som sin søn, far og bedstefar: Sorø Klosterkirke. Men allerede i 1413 henter biskoppen i Roskilde, Peter Lodehat, hendes lig til Roskilde. Her begraves hun med pomp og pragt i en prægtig sarkofag. Roskilde Domkirke skal nemlig være gravkirke for Kalmarunionens regenter.

Margrete (1353-1412) var datter af Valdemar Atterdag. Hun blev som 10-årig bortgiftet til den 13 år ældre norske konge for at skabe en alliance mellem de to lande. Da Margrete var 22, døde Valdemar. Hun overtalte den danske adel til at lade hende regere landet indtil hendes søn, Oluf, blev myndig. 10 år senere er både hendes mand og søn døde. Margrete indtog nu officielt den danske trone - ikke som dronning af Danmark - men med titlen ”Fuldmægtig Frue og Husbond”. Hun var dog dronning i Norge og i Sverige. Med kløgt og magt samlede hun i 1397 Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen. Unionen opløstes dog i 1523 efter Det Stockholmske Blodbad.

Ved siden af Margretes sarkofag er hendes bror junker Christoffer (død 1363), der også var søn af Valdemar Atterdag, men døde før sin fader. Til junkerens grav blev der et sted i Mellemeuropa bestilt et gravmæle hugget i alabast forestillende en ung ridder i fuld rustning. Det ankom også til kirken, men henlå til 1878 før det blev stillet op i højkoret.

Det prægtigste gravmæle fra middelalderen

Det imponerende gravmæle blev opstillet i 1423, og som vistnok blev udført i Lübeck. Det stod i middelalderen foran kirkens daværende højalter på den fornemste plads. Bag Margretes grav stod i den sene middelalder en højaltertavle fra 1498, der skal have været pragtfuld med mange helgenfigurer og meget sølv og guld; men den er - ligesom de omtrent 70 sidealtre, kirken havde dengang - forsvundet og kendes kun fra gamle beskrivelser. 

Margrete er gengivet som en ung kvinde, selvom hun næsten var 60 år, da hun døde. Figuren af Margrete viser hende både liggende og stående. Den skal vise, at selvom dronningen er død, vil kongemagten bestå. Inskriptionen fortæller, at Erik af Pommern i 1423 har rejst sarkofagen som et mindesmærke til Margretes ære. Den lyder: 1412 den højst navnkundige fyrstinde og frue Danmarks, Sverige og Norges dronning begravet her 4 juli. Skønt hele efterverdenen ikke formår at hædre hende som hun fortjener det. Selve figuren, der bortset fra kronen er den oprindelige, har måske en vis portrætlighed med den store dronning, »Danmarks riges fuldmyndige frue og husbond«.

Et morsomt og realistisk træk er bjælderne på hendes kjole; de hørte med til modedragten i 1400-årene. En rigtig kjole der skal have tilhørt Margrete, og som også blev opbevaret i Domkirken, blev bortført af de svenske tropper i årene 1658-60 og er nu i Uppsala. I Domkirkemuseets udstilling kan ses en kopi af den gyldne kjole. Gravmælets udsmykning gik i øvrigt til grunde i tidens løb, og de figurer, der nu pryder dets sider, er fra omkring år 1900. Det indre er blevet undersøgt med et kikkertkamera og sarkofagen indeholder en metalkiste som forventet.

Efter Margrete 1.s søn Olufs død i 1387 blev Erik, der oprindeligt hed Bugislav, Margretes fostersøn og opdraget til kongegerningen. Margrete 1. vedblev dog reelt med at regere Kalmarunionen til sin død i 1412. En senere efterfølger, Christoffer af Bayern, døde efter få år på tronen i 1448. Christoffer af Bayern menes at være begravet først i Domkirkens kor, for siden at blive flyttet til Helligtrekongers Kapel.

Reformationen i 1536, hvor Danmark forlader den katolske kirke og tilslutter sig den evangelisk-lutherske får store konsekvenser for Roskilde og Domkirkens udseende. Den danske kirke er nu underlagt kongemagten. Roskilde stift indlemmes i et samlet Sjællandsk stift og biskoppen flytter sin bolig til København. Store dele af Domkirkens besiddelser afleveres til kongen. Reformationen ændrer Domkirkens indre dramatisk. Koret åbnes op for menigheden, kirkebænke installeres så menigheden kan lytte til præsten på den nye prædikestol, de næsten 80 sidealtre fjernes og istedet opsættes et hovedalter i koret, og de katolske relikvier fjernes. 

I årene før reformationen mister Domkirken sin position som kongelig gravkirke. Kong Hans og Christian 2. begraves i Odense og Frederik 1. i Slesvig. Efter Christian 3.s død i 1559 genopliver Frederik 2. Roskilde Domkirke som kongelig gravkirke. Christian 3. begraves i Helligtrekongers kapel under et prægtigt gravmæle.

Helligtrekongers Kapel blev opført i 1460'erne. Kapellet er det største og prægtigst udsmykkede kapel fra dansk middelalder og blev opført som gravkapel for Christian 1. og dronning Dorothea. I katolsk tid stod her fem altre. Det største stod under Christian og Dorotheas våbenskjolde. Her skulle der hver dag til evig tid afholdes sjælemesse for dem.

Kongens formål med kapellet var også at gøre det til samlingssted for den ridderorden han indstiftede, som var begyndelsen til den berømte Elefantorden.

Christian 5. (1646-99) var en aktiv konge. Christian 5. er også enevældig konge – han bestemmer suverænt, også over kirken. I hans tid færdiggjordes Danske Lov, som erstattede de gamle landskabslove. Han forbedrede vilkårene for bønderne og ansatte landets første politimester. Kongen døde efter et spark fra en hjort under en jagt. I 1689 beordrede Christian 5. højkoret ryddet for katolsk inventar for at gøre plads til de spektakulære baroksarkofager – inklusiv hans egen og hans hustru, dronning Charlotte Amalie. Marmorsarkofagen viser scener fra kongens liv, herunder slaget ved Køge Bugt i 1677 under Skånske Krig.

Da Frederik 4. døde i 1730, blev han og hans første hustru, dronning Louise (død 1721), begravet i kirkens højkor. Frederik 4.s sidste dronning, Anne Sophie Reventlow, blev efter kongens død sat i husarrest. Da Anne Sophie døde i 1743, blev Roskilde Domkirkes nordre tårnkapel indrettet til hendes begravelse.

I midten af 1800-tallet stod det klart, at den oldenborgske slægt, som sad på den danske trone, ville uddø med Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863). Derfor begyndte man at søge efter en tronfølger, og i 1863 blev Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) konge af Danmark. Han var ud af hertughuset Glücksborg, der kunne spore sine aner tilbage til Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559).

Christian blev gift med Christian 8.s niece, Louise af Hessen (1817-1898), og det var et ægteskab, der drejede sig om kærlighed og ikke om politik. Ægteskabet fik alligevel meget stor politisk betydning, for det var gennem Louises arveret, at Christian senere blev dansk konge.

Christian 9. var den første af den glückburgske kongeslægt, og både Frederik 8. og Christian 10. er senere begravet i hans smukke og enkle kapel.