Gå til sidens indhold

Læs med på nordisk litteratur i Domkirkens litteraturkreds

I efteråret er der igen mulighed for at læse sammen, når Domkirken inviterer til litteraturkreds med sognepræst Torben Jeppesen.

Det er dejligt at læse, men udbyttet bliver mangedoblet, når man samles med andre læselystne og taler sammen om det, man læser; nogle læser anderledes, end man selv gør, og får øje på noget, man ikke selv havde set; sådan bliver man en bedre læser. Og ikke mindst giver bøgerne anledning til samtaler om helt centrale og vigtige emner, som man ellers sjældent får talt med andre om. Vi skal som sædvanligt læse tre fremragende romaner. En af nordisk litteraturs allerstørste, måske største, klassiker, og to nyere romaner, en norsk og en dansk.

Litteraturkredsen ledes af sognepræst Torben Jeppesen. Møderne foregår i Konventgården, Domkirkestræde 10, og varer fra kl. 19-21.

Deltagelse kræver tilmelding til Torben Jeppesen på tje@km.dk

Tirsdag den 10. september
Terjei Vesaas ”Fuglene” (Batzer & Co 2017 med efterord af Judith Hermann. Oprindeligt 1957)

Tirsdag den 22. oktober
Josefine Klougart: ”Alt dette kunne du få” (Gladiator 2021)

Tirsdag den 19. november
Matias Faldbakken: ”Vi er fem” (Gutkind 2020)

Find de tre litteraturkredsaftener i Domkirkens kalender under  'arrangementer' og læs mere om romanerne.

Spændende nyhed til alle litteraturinteresserede!
Det er med stor glæde at vi i efteråret inviterer til en unik forfatteraften i Roskilde Domkirke med den islandske forfatter Jón Kalman Stefanssón.

Mandag den 16. september kl. 19.00 kan man opleve en af nordens største forfattere Jón Kalman Stefanssón i samtale med sognepræst Torben Jeppesen, når Stefánsson giver sin eneste optræden i Danmark på dette tidspunkt. Vi glæder os til at slå dørene op til en aften i samtale om det prisbelønnede forfatterskab og ikke mindst Stefánssons seneste roman ”Den gule ubåd”, udkommer på dansk senere på efteråret. Læs mere i kalenderen og køb din billet allerede nu på Billetto.dk