Roskilde Domkirke er igen åben
Domkirken vil fra fredag den 29. 5 igen åbne for turister og følge sine normale åbningstider, ligesom der fortsat vil være fri adgang for kirke, meditations- og andagtssøgende.
For turister
Fra fredag den 29. maj er det igen muligt at opleve de imponerende kongegrave og de kongelige kapeller i Roskilde Domkirke. Der vil være et stærkt fokus på sikkerhed og rengøring, men Domkirken vil fortsat fremstå som et imponerende UNESCO Verdensarvssted.
For snart to uger siden genoptog Domkirken de kirkelige aktiviteter som en del af fase 2 for genåbningen af Danmark. Efterfølgende er der blevet givet tilladelse til, at de danske museer og kulturattraktioner ligeledes åbner, hvorfor det fra fredag den 29.5 igen er muligt at opleve de kongelige kapeller. Med åbningen for turister følger også nogle ændrede forhold for at begrænse spredningen af Covid-19. Der vil være løbende rengøring med fokus på håndtag, overflader og gelændere.
For at sikre en nødvendig afstand imellem gæsterne er der sat begrænsninger på, hvor mange personer, der må opholde sig i Domkirken samt i hvert kapel. Der er ligeledes indført ensretninger enkelte steder såsom i Christian 4.s Kapel, mens Kongebørnenes Krypt og Domkirkemuseet vil blive holdt lukket.
Guidede grupper skal fremover booke deres besøg og benytte Nordre Våbenhus. Indtil forsamlingsforbuddet hæves, må guidede grupper ikke overstige 10 personer inklusiv omviseren.
Der vil ikke være salg af bøger og andre materialer i våbenhuset.
For kirke- og andagtsøgende
Domkirken skal lige som alle andre følge sundhedsstyrelsen generelle retningslinjer om hygiejne og afstand – og i den første del af Danmarks fase-to-åbning vil der kunne være restriktioner i kirkerummet, som gælder antallet af kirkegængere, placering på kirkebænkene og -rummet og afviklingen af gudstjenesterne.
Der vil i f.eks. den første tid ikke være altergang ved højmessen. De ugentlige andagter, onsdag og fredag kl. 12, holdes som sædvanligt, men i hovedskibet. Dåb, vielser og bisættelser/begravelser afholdes ligeledes, dog under særlige forhold.
Menighedsråd og personale glæder sig til at kunne åbne under disse særlige omstændigheder og gør alt for at sikre en tryg kirkegang med håndsprit, grundig rengøring, afstand, der rummer plads til salmesang og sund fornuft, hvor vi passer på hinanden og os selv.
Velkommen igen i Roskilde Domkirke.
Læs mere om forholdsreglerne her.