Gå til sidens indhold

Nye mikrofoner

Nye mikrofoner I uge 5 (og 6?) sætter vi nye mikrofoner op i kirken.

- af domorganist Bine Bryndorf.


I uge 5 (og 6?) sætter vi nye mikrofoner op i kirken.

To mikrofoner vil hænge fastmonteret over for Raphaëlis-orglet. De kan optage orgellyden, sådan som den høres nede i kirken af menigheden og af koncertpublikum. Gennem Domkirkens kabelgange vil mikrofonerne være forbundet til et lille optageanlæg ved orglet. Her vil organisten kunne enten bare lytte i hovedtelefoner eller optage. Der vil desuden være et løst stativ med mikrofoner, som korene kan bruge til optagelse rundt omkring i kirken. Det betjenes med en lille flytbar optager. Tanken om lydoptagelse blev til før Corona. Fra mine to tidligere ansættelser i Trinitatis Kirke i København og Frederiksborg Slotskirke i Hillerød har jeg kendt til lignende anlæg. Begge steder har man stor glæde af udstyret. Det tror jeg også, vi får i Roskilde Domkirke!

Organisterne vil gerne kunne høre orglet, som det lyder for menighed og koncertpublikum, så vi bedre kan udnytte alle orglets fantastiske klange optimalt. Vi vil kunne lave små optagelser, vi kan lægge på Domkirkens hjemmeside eller Facebook. Det sidste gælder mindst lige så meget for korene, som gerne vil kunne optage fra prøver eller koncerter og lægge noget op, når det passer; på hjemmeside eller Facebook. Og betjeningen vil være enkel, så vi selv kan klare det enten fra orglet eller nede fra kirken.

Det bliver spændende at se – eller nok så meget høre, hvad det giver af nye muligheder!