Online sangundervisning
- af Egil Kolind leder af Drengekoret
Under normale omstændigheder kan man hver eneste dag høre korsang strømme ud af salene i Konventhuset, men det kan man ikke længere pga. corona-restriktionerne. Det betyder dog slet ikke, at korene er i dvale. Drengekoret mødes til sædvanlig korprøve tid online på Teams og synger hjemme fra værelserne. Vi gennemgår vores normale opvarmnings- og stemmetræningsprogram og synger en enkelt salme og mange kanonøvelser. En kanon kræver, at man synger forskudt af hinanden, så det passer godt til onlinemødemediet. Det hele foregår med slukket mikrofon, så drengene kan ikke høre hinanden men kun korlederen. Efterhånden som ugerne går med onlinekorprøver bliver kanon'erne mere og mere vanskelige, og sidste gang påpegede en af drengene ganske rigtigt, at de rigt udsmykkede kanonvarianter faktisk minder lidt om koloraturerne fra Händels Messias.
Selvom de yngste korsangere i koret fra og med denne uge kan begynde i skolen igen, så må vi nok indstille os på, at der vil gå noget tid endnu med online korprøver. Det er dejligt stadigvæk at have kontakten med hinanden på den måde, men alle glæder sig helt enormt til at kunne mødes igen og synge sammen, samtidigt, samme sted.