Menighedsplejen
MPL er gudstjeneste i handling
”Menighedsplejen - MPL - varetager Roskilde Domsogns diakonale arbejde. Måske er der en del, der ikke kender ordet diakoni, men den helt korte forklaring er: Diakoni er gudstjeneste i handling – kirkens sociale arbejde,” siger MPL’s formand, sognepræst Ane LaBranche.
”Menighedsplejen er med andre ord kirkens hjælpende hænder. Uanset om behovet er medmenneskelig omsorg, økonomisk støtte eller praktisk hjælp, træder Roskilde Domsogns Menighedspleje til, hvis vi kan,” tilføjer hun.
Varme hjerter og kolde kontanter
Roskilde Domsogns Menighedspleje er en selvstændig fond, hvis penge stammer fra donationer, kapitalafkast og kollekter i kirken. Som privatperson eller virksomhed kan man altså støtte Menighedsplejen helt kontant.
"Men der er andre måder at hjælpe på. Vi har en flok af frivillige, som vi er meget glade for - og som yder en stor indsats for MPL og for deres medmennesker.
Men der er altid plads til en til," understreger Ane LaBranche.
Her støtter MPL
Menighedsplejen står bag sorggrupper for både børn, unge og voksne, arrangerer fællesspisning for enlige forsørgere, tilbyder mentorordning, julehjælp, kreativt samvær og besøgstjeneste, blandt meget andet.
Ud over de faste aktiviteter bruger vi penge på at støtte en lang række gode formål. For eksempel Kvindekrisecenteret i Roskilde, Hanne Mariehjemmet og Kafé Klaus, ligesom vi har bidraget til at sikre julen for indsatte i Roskilde Arrest.
Kontakt
Hvis du kunne tænke dig at høre mere om menighedsplejens aktiviteter, kan du kontakte koordinator Julie Jakobsen på jej@roskildedomkirke.dk