Domkirken udefra
Gå en tur rundt om Domkirken
Før eller efter du besøger Domkirken skal du ikke snyde dig selv for at opleve den udefra. Ved at gå rundt om Domkirken kan du på en kort gåtur opleve 800 års arkitekturhistorie og på nordsiden endda se 4 forskellige typer arkitektur på en gang.
Start med at gå venstre om. Her passerer du først Christian 1.s kapel med den sengotiske gavl, der dog er en mindre heldig rekonstruktion fra 1860'erne. Så følger Frederik 5.s kapel, der som nyklassicistisk bygning vel egentlig burde have været hvid eller grå, men pænt holder sig til den røde teglsten - en reverens til middelalderen, som man ellers foragtede dybt i 1700-tallet.
Margretespiret
Oppe på tagryggen er det såkaldte Margretespir – en slank tagrytter, der ifølge overleveringen er opsat af Erik af Pommern. Det er dog fornyet flere gange – første gang i 1657 og næstsidst efter en brand i 1968. Men dets udseende har næppe ændret sig siden 1400-tallet.
I 1999 blev spiret udskiftet med et nyt, idet det gamle var gennemtæret af salt og fugt. En meget gammel skik knytter sig til Margretespiret, idet klokken ringer hver dag kl. ti, femten, sytten og nitten, medens der ringes fra det søndre tårn kl. otte og kl. tolv. Denne skik er uden tvivl en videreførelse af middelalderens tideringning, det vil sige de ringninger, der i middelalderen varslede gudstjenesternes begyndelse, og som i øvrigt fungerede som tidssignal for hele byen dengang, da ingen almindelige mennesker ejede et ur. Ifølge Roskilde stadsret fra 1268 åbnede torvet, når der blev ringet til morgengudstjeneste, og det lukkede, når kannikerne sluttede højmessen.
Absalonbuen
Turen fortsætter bag om kirkens apsis og under Absalonbuen – en overdækket bro, der nu forbinder kirken med palæet, men som i middelalderen førte over til bispegården. Den er bygget af frådsten, eller kildekalk, og kunne forsåvidt godt være fra Absalons tid, men er sandsynligvis noget yngre, sikkert fra begyndelsen af 1200-årene. Her havde - og har - bispen sin private bagdør til kirken.
Til palæet knytter sig en overlevering om Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington, idet han under det engelske angreb på Sjælland i 1807 opslog sit hovedkvarter her. Englænderne blev opskræmte ved rygter om, at danske partisaner skjulte sig i kirken og forberedte et overfald. Gidsler blev samlet og som et skjold jaget foran de engelske soldater, der trængte ind i kirken med skudklare geværer – kun for at opdage, at det var falsk alarm.
Oluf Mortensens våbenhus
På nordsiden af kirken lige efter den store halvrunde apsis ses Oluf Mortensens våbenhus. Det opførtes efter en brand, der hærgede kirken i 1443, af Oluf Mortensen Baden, der den gang var ærkedegn, og som siden blev biskop. Våbenhuset er bevaret uden ombygninger af nogen art og er et fornemt eksempel på dansk sengotik. Det gælder såvel de små murede spir, kaldet pinakler som den næsten kniplingsagtige bort af formsten, der afgrænser gavlen forneden.
Over døren er indfældet en rund kobberplade, hvorpå der er malet et billede af kirkens skytshelgen St. Lucius, der var pave i Rom 253-54, og som led martyrdøden. Billedet er en kopi af originalen, der hænger inde i Domkirkens samling.
Efter våbenhuset følger Christian 4.s kapel i den stil, der efter oprindelseslandet kaldes nederlandsk renæssance – en arkitektur, hvis kendetegn er røde murflader af tegl, som brydes af friser og skulpturer af sandsten. Byggeriet blev igangsat i 1613 under ledelse af bygmester Lorens van Steenwinkel, og da han døde 1619, blev det videreført af broderen Hans van Steenwinkel.
Frederik 9.s kapel
I 1985 blev Frederik 9.s begravelsesplads taget i brug, da kongens kiste overflyttedes hertil. Gravpladsen er en udækket oktagon (ottekant), opført af håndstrøgne sten nordvest for Christian 9.'s kapel i 1985. Den er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og Vilhelm Wohlert. Gitterlågen er udført af Sven Havsteen-Mikkelsen, kongens gravsten af Erik Heide. Området omkring kirken blev samtidig reguleret. Efter Vilhelm Wohlerts projekt genskabtes det gamle bakkehæld nordvest for kirken, og pladsen fremtræder nu brolagt og med gangstier af bordursten.
Det kan ikke nægtes, at de mange kapeller i nogen grad slører den egentlige kirke, og man fornemmer knap nok, hvor helstøbt et monument, den oprindeligt var - opført i et stræk gennem de hundrede år, da gotikken var ung og livskraftig i Danmark. Til gengæld medvirker kapellerne netop til at gøre Domkirken til en rejse gennem arkitekturens historie. Man møder romansk stil – de rundbuede vinduer i apsis – unggotik, nordtysk sengotik, nederlandsk renæssance, klassicisme og i Christian den 9.'s kapel endda en efterklang af historismen - de gamle stilarters gengangerfærd, og inde i kirken kan man hertil føje ung-renæssance og barok.
Magen til rigdom finder man ikke noget sted i Danmark, skulle vi have det hele med, ville det fylde en tyk bog og kræve dages eller ugers studium.
