Domkirken er en af Danmarks absolutte mesterværker indenfor arkitekturen! Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv, fordi kirkens varierede arkitektur fortæller om den europæiske arkitekturs udvikling gennem 800 år og er samtidigt et af de tidligste eksempler på en større kirkebygning i teglsten. Domkirken er bygget til at lukke det guddommelige lys ind og samtidig vise kongernes pragt og magt i det monumentale byggeri, som ikke findes andre steder i verden. 

I dag står kirken som et gotisk mesterværk, men langt flere stilarter er kommet til gennem tiden med hjælp fra de bedste danske arkitekter såsom C.E. Harsdorff, C.F.Hansen samt Inger og Johannes Exner. Roskilde Domkirke er Danmarks mest betydelige kirkebygning, både i arkitektonisk sammenhæng og som historisk monument, idet kirken afspejler Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Roskilde Domkirke er udpeget af UNESCO som verdensarv af to årsager og begge tager udgangspunkt i arkitekturen. 

1: Roskilde Domkirke er med sine ca. 2,5 millioner røde sten et enestående eksempel på den tidlige brug af teglsten til opførelse af store kirkebygninger i Nordeuropa. 

2: 800 års europæisk arkitekturhistorie er samlet i Roskilde Domkirke gennem tilføjelsen af kapeller og våbenhuse i løbet af de århundreder, hvor Domkirken har fungeret som mausoleum for det danske kongehus.

Domkirken er et af de vigtigste monumenter i Danmark. Domkirken er opført i det 12. og 13. århundrede, og har været kongefamiliens gravkirke gennem århundreder - og rummer 40 konge- og dronningegrave. Sammen med kalkmalerier og kunst fortæller de monarkernes, kirkens og Danmarks historie. 

GOTIK

Man mente tidligere, at det var den berømte biskop Absalon, der påbegyndte opførelsen af teglstenskirken. Men nyere forskning viser, at den helt fra start er bygget som en kirke i gotisk stil. Gotikken var en arkitektonisk nyskabelse fra Frankrig, som først kom til Danmark i begyndelsen af 1200-tallet. Det betyder at den biskop, der klippede snoren til teglstenskirken, i stedet var en af Absalons efterfølgere. Roskilde Domkirke er den første gotiske bygning i Skandinavien og et af de tidligste eksempler i verden på en gotisk teglstenskirke. 

Gennem årene er Domkirken som gotisk katedral blevet tilføjet kongelige gravkapller, men kirken er stadig et smukt gotisk rum. Et af de kongelige gravkapller er dog også et smukt dekoreret gotisk rum fyldt med middelalderlige kalkmalerier, nemlig Helligtrekongers Kapel. 

Gotikken opstod i 1100-tallets Frankrig og målet var at bygge højt og lyst. Gotikken var et byggeteknisk kvantespring. Dermed blev der skabt himmelstræbende kirkerum, der underbyggede kristendommens forestilling om det guddommelige lys, som var med til at gøre kirkerummet helligt. Gotikken blev den altdominerende arkitekturstil i det middelalderlige Europa. Gotikken kendetegnes ved sine spidse buer og ribbehvælv, der i nyere tid kan associeres med formen på en paraply. Et andet kendetegn er tagets vægt der flyttedes over på stræbepiller og i væggene kunne man nu indsætte store vinduespartier. Store stræbepiller af mursten på kirkens ydre forhindrer, at de tynde søjler knækker under vægten. Den gotiske stil kaldes derfor også spidsbuestilen. 

Gotikken gjorde arkitekterne i stand til at bygge højt og samtidig virkede bygningerne lette. Det er gotikken som især forbindes med middelalderens store katedral-byggerier, såsom Notre-Dame i Paris og de gotiske katedraler er set som en af menneskehedens største bedrifter. Gotikken hed egentlig ‘fransk arbejde’ (Opus Francigenum). Første gang den omtales som ‘gotisk’ er i 1550 og ikke af gode grunde. Den italienske kunsthistoriker, Giorgio Vasari (1511-1574), syntes stilen var grim og gammeldags og kaldte den gotisk efter de vandaliserende gotiske stammer.

Teglsten

"Da sagde de til hverandre: Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt! (1. Mosebog 11,3)

Samtidig med at gotikken udvikles, genopdages kunsten at brænde tegl. Romerne byggede mange af deres templer, huse og paladser i sten af brændt ler. Når ler brændes ved en temperatur på omkring 1000 grader, bliver det hårdt som sten. Ved Romerrigets kollaps i midten af det første årtusinde, gik mange ting i glemmebogen, bl.a. kunsten at producere tegl. I midten af 1100-tallet genopstår teglstenbrænderkunsten og breder sig udover Europa. I det ellers stenfattige Danmark får teglstenen hurtigt tag i kirkebyggeriet, hvilket Sorø (klosterkirke) og Ringsted (Skt. Bendts) er klare eksempler på.

Tegl betyder brændte bygningssten og kommer fra det latinske tegula, der betyder tagsten, og er en afledning af verbet tegere = at dække. I middelalderen produceredes store mursten i såkaldte håndforme. Det var små trærammer, som fyldtes med ler. Leret skulle æltes godt og blandes med sand. Derefter fjernedes formen, og murstenene kunne tørre i solen. Det er her i processen at en hund kan have trådt på det våde ler og efterladt de potespor, der kan ses på enkelte sten i Domkirken i dag. Til sidst brændtes stenen.

Brugen af tegl er en gammel teknik som ihvertfald romerne kendte godt, men som gik i glemmebogen bortset fra i nordre Italien. I slutningen af 1100-tallet blev teknikken populær og kom til Danmark. Det var en stor fordel, da Danmark ikke har stor forekomst af stentyper som marmor, og fordi teglsten er lettere at bearbejde. Det gav helt nye muligheder.

De første teglstenskirker i Danmark er de romanske Benediktinernes i Ringsted og Cisterciensernes i Sorø fra slutningen af 1100-tallet, men byggeriet af Roskilde Domkirke var afgørende for brugen af tegl i Skandinavien. Hvor de tidligere kirker var bygget i romansk stil er Domkirken den første gotiske teglstenkirke i Skandinavien og en af de første gotiske teglstenskirker overhovedet. Teglstensgotikken kom med tiden til at dominere det nordtyske og sydskandinaviske område. 

Hvordan bygger man en domkirke?

At bygge en gotisk domkirke i middelalderen var en monumental opgave, der krævede både dygtige håndværkere, betydelig tid og ofte dyrebare materialer. Vi ved ikke alt om, hvordan byggepladsen og arbejdsprocesserne var organiseret, men vi ved at det samlede antal arbejdere afhang af årstiden. Alt arbejdet var erfaringsbaseret og ikke efter tegninger. Der er mange eksempler på, at man nedbrød ufærdige bygninger, fordi de var ved at styrte sammen, og så begyndte forfra.

Arbejdet blev ledet af en arkitekt, som var ansvarlig for kirkens design og for at organisere byggearbejdet - og som havde stor praktisk (og måske teoretisk) geometrisk kunnen. Bygningsviden steg i løbet af middelalderen, bl.a. idet arabiske bøger om geometri blev oversat til latin.

Her er nogle af de grundlæggende trin i bygningsprocessen:

1. Planlægning: Middelalderens bygmestre begyndte med at udarbejde detaljerede planer og skitser for domkirkens udseende og størrelse. I forhold til Roskilde Domkirke ramte de dog ikke helt præcist, da de skulle bygge udenom den gamle romanske frådstenskirke. Domkirken er derfor skæv og en meter længere i nordsiden.

2. Fundament: Et solidt sten- eller betonfundament blev anlagt for at bære vægten af den massive struktur.

3. Stenudvælgelse: Kvalitetssten blev omhyggeligt udvalgt til byggeriet for at sikre stabilitet og æstetik. I Domkirken brugte man tegl som bekrevet ovenfor.

4. Buer og ribber: Gotiske katedraler er kendt for deres spidsbuede hvælvinger og ribbede loftstrukturer, der skulle sikre at man kunne bygge højt uden taget faldt ned. Hertil hjalp de ydre stræbepiller også.

5. Mursten: Dygtige stenhuggere og murere skabte væggene ved at lægge tilskårne stenblokke oven på hinanden. Stenhuggerne var delt op i ‘bløde sten’ (skulpturer og dekorationer) og ‘hårde sten’ til vægge, søjler og ribber. En udregning siger at der i alt gik 2,5 mio. teglsten til opførelsen af Domkirken i 1200-tallet.

6. Glasmalerier: Farverige glas blev indsat i de store vinduesåbninger for at belyse kirken med bibelske scener og symbolik. Domkirkens farvede vinduer blev dog ødelagt i en brand. I dag er kun det nye vindue i Skt. Andreas kapellet der har farver. Rester af de gamle vinduer kan ses oppe i Domkirkemuseet. 

7. Tårne og spir: Ofte blev store tårne og spir tilføjet for at give domkirken sin imponerende højde og karakteristiske silhuet. Roskilde Domkirke havde oprindeligt to tårne og først i 1635 kom spirene til. 

8. Tag: Taglæggere brugte materialer som bly for at beskytte mod vejr og elementer. Domkirkens tag har været ramt af flere brande. Senest den 26. august 1968 udbrød der brand i tagværket under en restaurering af Margretespiret. Branden blev slukket inden der skete skade indvendigt i kirken, takket være hvælvingerne, men det oprindelige Margretespir og dets middelalderklokke gik tabt.

9. Dekoration: Ofte er det sådan, at de gotiske katedraler fik skulpturer og udskæringer, der skildrede religiøse figurer og scener og blev tilføjet til at pryde kirkens facade og indre. De førnævnte bløde sten. Det har Domkirken ikke og det er en af årsagerne til den ikke ligner Sydeuropas gotiske katedraler. Der er dog små detaljer og ansigter på mange af søjlerne inde i kirken, foruden kalkmalerierne.

10. Indvielse: Endelig blev kirken indviet i en højtidelig ceremoni, hvor den blev åbnet for kirkelige handlinger. Rundt omkring i de kapeller der er fra katolsk tid kan der ses indvielseskors malet på væggen. Det er der hvor vievandet ramte ved indvielsen. 

BAROK (ca. 1660-1769)

Barokken gør bygninger til overdådige skulpturer, der skal imponere og overvælde og dermed virke magtfulde. Det er enevældens arkitektur og ses i fx Versailles-slottet i Frankrig.

I Domkirken ses barokken bedst ved sarkofagerne i højkoret. Christian 5. og Frederik 4. og deres dronninger hviler i pragtfulde barokke marmor-sarkofager, der er overvældende udsmykkede med blomsterguirlander, volutter, kartoucher, portrætter, relieffer, engle, allegorier, krucifikser, medaljoner, løver og dødningehoveder. Alt tjener til at glorificere den afdøde monark. De flotte marmorsarkofager er tegnede af selveste Lauritz de Thurah, som også står bag Det Kongelige Palæ i Roskilde og Eremitageslottet.

NYKLASSICISME (ca. 1760-1830)

Nyklassicisme gør op med barokkens overdådighed og svulstighed ved klassisk, ren arkitektur. Nyklassicisme, eller neoklassicisme, er en stilretning, der tager udgangspunkt i antikkens græske og romerske bygninger. I Danmark introduceredes nyklassicismen allerede i 1757 med den franske arkitekt N. H. Jardins. Hans elev C.F. Harsdorff og dennes elev C.F. Hansen (der stod for Vor Frue kirke i København også) var de betydeligste repræsentanter for stilen, der kom til udtryk i enkle og sparsomt dekorerede bygninger med pudsede mure.

Frederik 5.'s Kapel i Domkirken (1774-78) er påbegyndt af C.F. Harsdorff og fuldført i 1825 af C.F. Hansen. Kapellet er et af de fineste eksempler på nyklassicisme i Danmark. Også kapellets gravmæler vidner om stilarten, hvilket bl.a. ses i Frederik 5.s monument med romersk kejsersøjle.