Christa Brix Hauser

Christa Brix Hauser er uddannet klassisk sanger fra Det Jyske musikkonservatorium. I en lang årrække var hun fastansat i hhv. Ars Nova og det daværende Radiokammerkoret men et ønske om at sadle om, førte hende til Roskilde Domkirke, hvor hun siden 2004 har været ansat som sangpædagog og korleder for Roskilde Domkirkes Pigekor.

Pigekoret arbejder både med gamle sangtraditioner og helt ny musik – kirkeligt som verdsligt – herunder også værker bestilt og komponeret specielt til koret. Med støtte fra Statens Kunstfond har Roskilde Domkirkes Pigekor i 2012 uropført ”Seks latinske motetter” af John Frandsen og i 2014 ”I mørkets stjernegnist” af Irene Becker og Paul Arnbak. Sidstnævnte udkom på CD i august 2015. I juli 2017 deltog Roskilde Domkirkes Pigekor i en international korkonkurrence i Riga og kom hjem med et sølvdiplom, og de flotte takter fortsatte i Göteborg i august 2019, hvor det blev til en sølvmedajle i kategorien ‘Kirkemusik med akkompagnement’ i European Champions Competition.

I 2021 er Pigekoret, som det eneste danske kor, udtaget til at repræsentere Danmark ved Nordisk Kirkesymposium; et arrangement for kirkemusikere fra hele Norden, som finder sted hvert fjerde år.