Roskilde Domkirke, der med sine spir stræber mod himlen, bærer historien om arkitekturens udvikling og kongernes liv og død. I 1000 år har kirken haft en markant plads både i landskabet og i Danmarks historie, først som hovedkirke for Danmarks mægtigste bispestol, siden som kongemagtens gravkirke. Roskilde Domkirke blev indskrevet på UNESCOs Verdensarvsliste i 1995. Domkirkens historie omfatter myter, brande, teknologiske nyskabelser, flytning af kongelige kister- kort sagt en fortælling om liv og død.

Få et overblik over Domkirkens lange historie her:

Harald Blåtands navn har siden middelalderen knyttet sig til Roskilde Domkirkes historie. Hans portræt pryder en af kirkens søjler, og kirken regnes fortsat som Harald Blåtands gravsted. Den tyske munk og historiker, Adam af Bremen, beretter i 1060'erne, at Harald efter sin død omkring 988 bliver bragt til Roskilde og begravet i den kirke, han selv har grundlagt. Der findes ingen samtidige kilder eller arkæologiske spor, der underbygger denne påstand, og det er derfor usikkert om Roskilde eksisterede på Haralds tid. Det ældst-bevarede dokument, der omtaler byen Roskilde, er fra 1022.

Stiftergravene kaldes de 4 grave i søjlerne i Domkirkens højkor. På pillerne omkring højkoret er malet 4 kalkmalerier fra Renæssancen. De forestiller Harald Blåtand (død senest 987), Svend Estridsen (død 1076), Biskop Wilhelm (død 1073/74) og (sandsynligvis) Harald Hens hustru Magareta (død 1093).

En historiker fra 1600-tallet kalder højkoret Haralds Kapel.

Er Harald Blåtand begravet i Domkirken?

Ifølge en skriftlig kilde fra Middelalderen er Harald Blåtand begravet i Roskilde Domkirke. Hos Adam af Bremen (1040-1080) kan man læse: "Hans Lig blev af Hæren hjembragt og bisat i Roeskilde i den Kirke, han selv havde grundlagt til Ære for den hellige Trefoldighed." I Roskildekrøniken fra 1138 kan man læse " Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland." og senere "Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev til sidst såret af sin søn Svend Tveskæg i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed, sørgende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde."

Adam af Bremen havde dog sin egen agenda. Hans fortælling er udtryk for et forsøg på at fremstille Harald som loyal i forhold til Hamburg-Bremens ærkebiskop. Derfor kan Adam heller ikke sige noget godt om sønnen - den engelsk orienterede Svend Tveskæg. Der er altså tale om Adams vinkling på historien.

I Saxos Gesta Danorum fra ca. 1208 står der mere vidtløftigt: "Hans Lig blev sendt til Roskilde og højtidelig jordfæstet i den Kirke, han selv nylig havde bygget, thi det utaknemmelige Fædreland, som hidtil ikke havde skjønnet paa, hvad der tjente til dets Bedste, fik nu, da det var for sent, øjnene op for sin fromme Konges gode Gjerninger og mente, at hvad det havde nægtet ham i levende Live, burde det fuldt ud yde ham nu, da han var død; det stræbte af yderste Evne efter at fejre hans Jordefærd med al mulig Pragt og viste al mulig Kjærlighed mod Liget af den Mand, som det i levende Live overmodigt havde hadet."

Man kan dog ikke helt regne med alt Saxo skriver, og han bygger sandsynligvis sin historie på de ovenstående kilder. Det samme er tilfældet med senere omtaler.

Der er desværre ikke fundet rester af den omtalte trækirke, som i så fald skulle være under den nuværende ligesom det er tilfældet i Lund og Ribe. Harald Blåtands begravelse er uden tvivl knyttet til Domkirkens historie, og der er heller ikke tvivl om man gennem århundrederne har ønsket at knytte den berømte vikingekonge til Domkirken - både fra Domkirkens side og fra senere konger som Svend Estridsen.

Han tæller derfor med som en af de 40 konger og dronninger begravet her, da historien om de kongelige begravelser i Domkirken starter med fortællingen om Harald. Men hvor hans knogler egentlig befinder sig er stadig en gåde. 

Haralds søn Svend Tveskæg

På samme vis er det tidligere blevet hævdet, at også Haralds søn, Svend Tveskæg (død 1014), er begravet her. Her er det en engelsk kilde, "Æresskrift for dronning Emma" (skrevet 1040-42), der fortæller at Svends lig blev flyttet til Danmark, hvor det stedtes til hvile ”i den Grav, han havde indrettet til sig. Glade ile de hid, modtage Liget med Hæder og gravlægge det med endnu større Æresbevisninger i det Kloster, som samme Konge havde ladet opføre til den hellige Trefoldigheds Ære, i det Gravsted, han havde indrettet til sig selv”. Man troede tidligere det var Svend Tveskægs nichegrav, men nyere undersøgelser peger på at det faktisk er Svend Estridsen.

En grav fundet under Lund Domkirke fra 990'erne kunne være Svend Tveskægs.

Ærkebispesæde

Svends Estridsens kirkebyggeri står færdigt i 1080. Det er en kirke opført i kalksten med et tilhørende kloster. Roskilde Domkirke bliver ikke ærkebispesæde, den ære går til Lund Domkirke i 1103. Op gennem middelalderen forbliver Roskilde Domkirke dog et magtfuldt og betydningsfuldt kirkeligt centrum i Danmark.

Stiftergravene

Mere sikkert er det, at Svend Estridsen (død 1074) er begravet i Roskilde Domkirke. Malerierne på de fire stiftergrave markerer, at man ved den nuværende kirkes opførelse optog deres knogler fra en grav under gulvet i den tidligere frådstenskirke og murede dem inde her. I de 3 af søjlerne er der indmurede knogler. Men Haralds knogler er ikke fundet. Han er muligvis slet ikke begravet i Domkirken. Svends knogler derimod bekræfter at der er tale om Svend Estridsen.

Knoglerne er undersøgt, og det kunne ses, at Svend var en høj, gangbesværet mand med en kraftig profil. En DNA- analyse fra 2005 har afkræftet at Margrete Estrid i den ene søjle skulle være Svend Estridsens mor. I stedet antages det, at der er tale om Harald Hens hustru Margrete (død 1080) - altså Svend Estridsens svigerdatter- som gav store gaver til kirken og hvis dødsdag blev markeret i Domkirken. 

Uden fysiske spor er det nærliggende at tro, at fortællingen om Haralds gravlæggelse i Roskilde Domkirke har rod i ønsket om at styrke Roskilde Domkirkes anseelse på et for kirken og Danmark kritisk tidspunkt. Netop da Adam nedskriver sin beretning, er kong Svend Estridsen ved at anlægge en ny stor Domkirke i Roskilde. Kirkebyggeriet er et led i Svends politiske ambitioner om, at Danmark ikke alene skal frigøres fra tysk indflydelse i kirkelig henseende, men at Roskilde skal være som centrum i et nyt ærkebispesæde for hele Norden.

I mange år mente man, at ikke bare Svend Estridsen men også hans mor Estrid lå i Domkirken. En DNA-prøve foretaget i 2005 kunne dog påvise, at skeletterne i de to grave ikke er genetisk beslægtede, og de to er derfor ikke i familie med hinanden. Det er altså ikke Svend Estridsens mor, der er begravet, men en anden Estrid. 

Hvornår den nuværende Domkirke påbegyndes, ved vi ikke med sikkerhed. Tidligere mente man, at roskildebispen Absalon satte byggeriet i gang som et romansk kirkebyggeri i 1170erne, hvorefter biskop Peder Sunesen lader kirken bygge færdig i gotisk stil. Nye undersøgelser konkluderer dog, at kirken ikke er påbegyndt som en romansk kirke. I stedet er den fra starten tænkt som en gotisk kirke, men hvor romanske elementer, såsom rundbuen, stadig spiller en rolle.

Roskilde Domkirke bygges omkring 1200-tallet og bliver Nordens første gotiske teglstenskirke. Gotikken stammer ganske vist fra Frankrig, men Domkirkens forbillede er ikke direkte fransk. Den er nærmere inspireret af en tilpasset gotisk stilart, som kan findes i tyske kirkebyggerier langs Rhinen. Det er sandsynligvis biskop Peder Sunesen, der omkring 1200 sætter byggeriet i gang. Kirken formodes at være næsten færdigbygget, da den brænder første gang i 1282.

Domkirken repræsenterer et nybrud i Danmark, men den får næppe den indflydelse på arkitekturen i Danmark, som man tidligere har ment. Med inspiration fra de store kirkebyggerier i Østersøens Hansabyer, slår gotikken først for alvor igennem i Danmark omkring 100 år efter, at Roskilde Domkirke står færdig.

Domkirken er en af Danmarks absolutte mesterværker indenfor arkitekturen! Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv, fordi kirkens varierede arkitektur fortæller om den europæiske arkitekturs udvikling gennem 800 år og er samtidigt et af de tidligste eksempler på en større kirkebygning i teglsten. Domkirken er bygget til at lukke det guddommelige lys ind og samtidig vise kongernes pragt og magt i det monumentale byggeri, som ikke findes andre steder i verden. 

I dag står kirken som et gotisk mesterværk, men langt flere stilarter er kommet til gennem tiden med hjælp fra de bedste danske arkitekter såsom C.E. Harsdorff, C.F. Hansen samt Inger og Johannes Exner. Roskilde Domkirke er Danmarks mest betydelige kirkebygning, både i arkitektonisk sammenhæng og som historisk monument, idet kirken afspejler Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Roskilde Domkirke er udpeget af UNESCO som verdensarv af to årsager og begge tager udgangspunkt i arkitekturen. 

1: Roskilde Domkirke er med sine ca. 2,5 millioner røde sten et enestående eksempel på den tidlige brug af teglsten til opførelse af store kirkebygninger i Nordeuropa. 

2: 800 års europæisk arkitekturhistorie er samlet i Roskilde Domkirke gennem tilføjelsen af kapeller og våbenhuse i løbet af de århundreder, hvor Domkirken har fungeret som mausoleum for det danske kongehus.

Domkirken er et af de vigtigste monumenter i Danmark. Domkirken er opført i det 12. og 13. århundrede, og har været kongefamiliens gravkirke gennem århundreder - og rummer 40 konge- og dronningegrave. Sammen med kalkmalerier og kunst fortæller de monarkernes, kirkens og Danmarks historie. 

GOTIK

Man mente tidligere, at det var den berømte biskop Absalon, der påbegyndte opførelsen af teglstenskirken. Men nyere forskning viser, at den helt fra start er bygget som en kirke i gotisk stil. Gotikken var en arkitektonisk nyskabelse fra Frankrig, som først kom til Danmark i begyndelsen af 1200-tallet. Det betyder at den biskop, der klippede snoren til teglstenskirken, i stedet var en af Absalons efterfølgere. Roskilde Domkirke er den første gotiske bygning i Skandinavien og et af de tidligste eksempler i verden på en gotisk teglstenskirke. 

Gennem årene er Domkirken som gotisk katedral blevet tilføjet kongelige gravkapller, men kirken er stadig et smukt gotisk rum. Et af de kongelige gravkapller er dog også et smukt dekoreret gotisk rum fyldt med middelalderlige kalkmalerier, nemlig Helligtrekongers Kapel.

Gotikken opstod i 1100-tallets Frankrig og målet var at bygge højt og lyst. Gotikken var et byggeteknisk kvantespring. Dermed blev der skabt himmelstræbende kirkerum, der underbyggede kristendommens forestilling om det guddommelige lys, som var med til at gøre kirkerummet helligt. Gotikken blev den altdominerende arkitekturstil i det middelalderlige Europa. Gotikken kendetegnes ved sine spidse buer og ribbehvælv, der i nyere tid kan associeres med formen på en paraply. Et andet kendetegn er tagets vægt der flyttedes over på stræbepiller og i væggene kunne man nu indsætte store vinduespartier. Store stræbepiller af mursten på kirkens ydre forhindrer, at de tynde søjler knækker under vægten. Den gotiske stil kaldes derfor også spidsbuestilen. 

Gotikken gjorde arkitekterne i stand til at bygge højt og samtidig virkede bygningerne lette. Det er gotikken som især forbindes med middelalderens store katedral-byggerier, såsom Notre-Dame i Paris og de gotiske katedraler er set som en af menneskehedens største bedrifter. Gotikken hed egentlig ‘fransk arbejde’ (Opus Francigenum). Første gang den omtales som ‘gotisk’ er i 1550 og ikke af gode grunde. Den italienske kunsthistoriker, Giorgio Vasari (1511-1574), syntes stilen var grim og gammeldags og kaldte den gotisk efter de vandaliserende gotiske stammer.

Teglsten

"Da sagde de til hverandre: Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt! (1. Mosebog 11,3)

Samtidig med at gotikken udvikles, genopdages kunsten at brænde tegl. Romerne byggede mange af deres templer, huse og paladser i sten af brændt ler. Når ler brændes ved en temperatur på omkring 1000 grader, bliver det hårdt som sten. Ved Romerrigets kollaps i midten af det første årtusinde, gik mange ting i glemmebogen, bl.a. kunsten at producere tegl. I midten af 1100-tallet genopstår teglstenbrænderkunsten og breder sig udover Europa. I det ellers stenfattige Danmark får teglstenen hurtigt tag i kirkebyggeriet, hvilket Sorø (klosterkirke) og Ringsted (Skt. Bendts) er klare eksempler på.

Tegl betyder brændte bygningssten og kommer fra det latinske tegula, der betyder tagsten, og er en afledning af verbet tegere = at dække. I middelalderen produceredes store mursten i såkaldte håndforme. Det var små trærammer, som fyldtes med ler. Leret skulle æltes godt og blandes med sand. Derefter fjernedes formen, og murstenene kunne tørre i solen. Det er her i processen at en hund kan have trådt på det våde ler og efterladt de potespor, der kan ses på enkelte sten i Domkirken i dag. Til sidst brændtes stenen.

Brugen af tegl er en gammel teknik som i hvert fald romerne kendte godt, men som gik i glemmebogen bortset fra i nordre Italien. I slutningen af 1100-tallet blev teknikken populær og kom til Danmark. Det var en stor fordel, da Danmark ikke har stor forekomst af stentyper som marmor, og fordi teglsten er lettere at bearbejde. Det gav helt nye muligheder.

De første teglstenskirker i Danmark er de romanske Benediktinernes i Ringsted og Cisterciensernes i Sorø fra slutningen af 1100-tallet, men byggeriet af Roskilde Domkirke var afgørende for brugen af tegl i Skandinavien. Hvor de tidligere kirker var bygget i romansk stil er Domkirken den første gotiske teglstenkirke i Skandinavien og en af de første gotiske teglstenskirker overhovedet. Teglstensgotikken kom med tiden til at dominere det nordtyske og sydskandinaviske område. 

Hvordan bygger man en domkirke?

At bygge en gotisk domkirke i middelalderen var en monumental opgave, der krævede både dygtige håndværkere, betydelig tid og ofte dyrebare materialer. Vi ved ikke alt om, hvordan byggepladsen og arbejdsprocesserne var organiseret, men vi ved at det samlede antal arbejdere afhang af årstiden. Alt arbejdet var erfaringsbaseret og ikke efter tegninger. Der er mange eksempler på, at man nedbrød ufærdige bygninger, fordi de var ved at styrte sammen, og så begyndte forfra.

Arbejdet blev ledet af en arkitekt, som var ansvarlig for kirkens design og for at organisere byggearbejdet - og som havde stor praktisk (og måske teoretisk) geometrisk kunnen. Bygningsviden steg i løbet af middelalderen, bl.a. idet arabiske bøger om geometri blev oversat til latin.

BAROK (ca. 1660-1769)

Barokken gør bygninger til overdådige skulpturer, der skal imponere og overvælde og dermed virke magtfulde. Det er enevældens arkitektur og ses i fx Versailles-slottet i Frankrig.

I Domkirken ses barokken bedst ved sarkofagerne i højkoret. Christian 5. og Frederik 4. og deres dronninger hviler i pragtfulde barokke marmor-sarkofager, der er overvældende udsmykkede med blomsterguirlander, volutter, kartoucher, portrætter, relieffer, engle, allegorier, krucifikser, medaljoner, løver og dødningehoveder. Alt tjener til at glorificere den afdøde monark. De flotte marmorsarkofager er tegnede af selveste Lauritz de Thurah, som også står bag Det Kongelige Palæ i Roskilde og Eremitageslottet.

NYKLASSICISME (ca. 1760-1830)

Nyklassicisme gør op med barokkens overdådighed og svulstighed ved klassisk, ren arkitektur. Nyklassicisme, eller neoklassicisme, er en stilretning, der tager udgangspunkt i antikkens græske og romerske bygninger. I Danmark introduceredes nyklassicismen allerede i 1757 med den franske arkitekt N. H. Jardins. Hans elev C.F. Harsdorff og dennes elev C.F. Hansen (der stod for Vor Frue kirke i København også) var de betydeligste repræsentanter for stilen, der kom til udtryk i enkle og sparsomt dekorerede bygninger med pudsede mure.

Frederik 5.'s Kapel i Domkirken (1774-78) er påbegyndt af C.F. Harsdorff og fuldført i 1825 af C.F. Hansen. Kapellet er et af de fineste eksempler på nyklassicisme i Danmark. Også kapellets gravmæler vidner om stilarten, hvilket bl.a. ses i Frederik 5.s monument med romersk kejsersøjle.

Reformationen i 1536, hvor Danmark forlader den katolske kirke og tilslutter sig den evangelisk-lutherske får store konsekvenser for Roskilde og Domkirkens udseende. Den danske kirke er nu underlagt kongemagten. Roskilde stift indlemmes i et samlet Sjællandsk stift og biskoppen flytter sin bolig til København. Store dele af Domkirkens besiddelser afleveres til kongen. Reformationen ændrer Domkirkens indre dramatisk. Koret åbnes op for menigheden, kirkebænke installeres så menigheden kan lytte til præsten på den nye prædikestolen, de næsten 80 sidealtre fjernes og istedet opsættes et hovedalter i koret, og de katolske relikvier fjernes. 

I årene før reformationen mister Domkirken sin position som kongelig gravkirke. Kong Hans og Christian 2. begraves i Odense og Frederik 1. i Slesvig. Efter Christian 3.s død i 1559 genopliver Frederik 2. Roskilde Domkirke som kongelig gravkirke. Christian 3. begraves i Helligtrekongers kapel under et prægtigt gravmæle.

Det første kapel, de besøgende møder, er Helligtrekongers Kapel, der blev opført i 1460'erne. Helligtrekongers Kapel er det største og prægtigst udsmykkede kapel fra dansk middelalder og blev opført som gravkapel for Christian 1. og dronning Dorothea. I katolsk tid stod her fem altre. Det største stod under Christian og Dorotheas våbenskjolde. Her skulle der hver dag til evig tid afholdes sjælemesse for dem.

Christian 1. (1426-1481) og dronning Dorothea (ca. 1430-1496) er begravet under to gravsten fra nyere tid i gulvet – dengang lige foran alteret. Dorothea blev først gift med den foregående konge Christoffer af Bayern. Efter hans død bidrog hun til valget af Christian 1. som ny konge og giftede sig med ham. Hun fik stor indflydelse på kongens politik – især på rigets økonomi – og spillede en afgørende rolle i oprettelsen af Københavns Universitet.

Kongens formål med kapellet var også at gøre det til samlingssted for den ridderorden han indstiftede, som var begyndelsen til den berømte Elefantorden. 

Deres søn Kong Hans blev ikke begravet i Roskilde Domkirke, men i Gråbrødre Kirke i Odense, da hans dronning Christine (død 1521) havde tætte forbindelser til Franciskanerordenen. Efterfølgeren, Christian 2. (død 1559) forlod tronen i utide og blev senere fængslet for livstid. Han blev efter eget ønske også begravet i Odense. Christian 2.s efterfølger, Frederik 1., blev derimod begravet i Slesvig Domkirke i 1533.

I dag præges rummet af to vældige monumenter i renæssancestil, nærmest udformet som klassiske templer, der vogtes af drabanter i romerske dragter. Det ældste er rejst over Christian 3. (1503-1559) og hans dronning Dorothea (1511-1571); men det er kun kongen selv, der i skikkelse af alabasterfigurer, pryder monumentet. På låget hviler han i fuld rustning; på baldakinen knæler han i bøn. Dette gravmæle blev udført hos den berømte billedhugger Cornelis Floris i Antwerpen i årene 1574-75 og anses for et af de mest fuldkomne værker, der er overleveret fra renæssancen i Danmark. 

Ved siden af Christian 3.s monument står mindesmærket for sønnen Frederik 2. (1534-1588) og dronning Sofie (1557-1631). Mesteren var Gert van Egen, der arbejdede på monumentet i årene 1594-98, og han har i hovedsagen ladet sig nøje med at kopiere faderens gravmæle.

Originale og interessante er dog de relieffer på monumentets sider, der skildrer scener fra kongens felttog mod Ditmarsken i 1559 og fra Den nordiske syvårskrig (1563-70.) Blandt de mange detaljer ser man soldater rykke frem til slag i datidens karakteristiske slagorden, det vil sige pikenerer med lange lanser i midten og musketerer med bøsser udenom, samt belejringer af de tre vigtige fæstninger, Bohus, Akershus og Varberg.

De to store gravmæler er tomme, idet både Christian 3. og Frederik 2., såvel som deres dronninger, ligger i kister i lave krypter under gulvet.

Frederik 2.s beslutning er næppe tilfældig og vidner om store symbolske bevæggrunde. I Roskilde Domkirke løber flere historiske sigtelinjer sammen: Kirken er grundlagt af Danmarks første kristne konge, Harald Blåtand og her ligger Kalmarunionens stifter, Margrete 1. begravet. I Helligtrekongers kapel bliver Christian 3. stedt til hvile ved siden af sin oldefar, Christian 1., den første konge af den Oldenborgske slægt. Begravelsen sender et klart signal om den danske kongers fortsatte magt og ambitioner i forhold til Norden og det øvrige Europa. Siden Christian 3. er alle danske konger blevet begravet i Roskilde Domkirke.

I 1690 ryddes det gamle katolske højkor og indrettes til gravplads for Christian 5. Muren imellem kirken og koret rives ned, og alteret flyttes op i koret. I 1770 igangsættes byggeriet af Frederik 5.s kapel. Byggeriet bliver dog langt dyrere end forventet, og kapellet står først færdigt i 1825. I sidste del af 1800-tallet gennemgår kirken en række hårdhændede istandsættelser, hvor en del af den originale kalkmaling fjernes.

I Højkoret findes 4 sarkofager med to regentpar. Da Christian 5. døde i 1699, havde han kort forinden sikret sig en ny begravelsesplads i Roskilde Domkirke. Det gamle katolske højkor var blevet indrettet til formålet.

Christian 5. (1646-99) var en aktiv konge. Christian 5. er også enevældig konge – han bestemmer suverænt, også over kirken. I hans tid færdiggjordes Danske Lov, som erstattede de gamle landskabslove. Han forbedrede vilkårene for bønderne og ansatte landets første politimester. Kongen døde efter et spark fra en hjort under en jagt. I 1689 beordrede Christian 5. højkoret ryddet for katolsk inventar for at gøre plads til de spektakulære baroksarkofager – inklusiv hans egen. I højkoret kom siden to sarkofager for Christian 5. og hans hustru, dronning Charlotte Amalie. Marmorsarkofagen viser scener fra kongens liv, herunder slaget ved Køge Bugt i 1677 under Skånske Krig.

Christian 5. og dronning Charlotte Amalies sarkofager er pragteksemplarer inden for barokkens kunst. De prægtigt udsmykkede sarkofager er udført af J.C. Sturmberg (død 1722), Andreas Gercken (død 1717) og Didrick Gercken (1692-1748). Kongens sarkofag er udført i tidens nye stil, barokken, der dyrker det sanselige og overdrevne. Vanitassymboler, fx kranier, timeglas og omvendte fakler, er populære i barokken. De skal bevæge og mane til ydmyghed over for Gud og påminde beskueren om døden og alle jordiske glæders forgængelighed. Medaljonen viser kongen klædt som romersk kejser. Den er indrammet af laurbær – et symbol på sejr og evighed.

Kvindefigurerne repræsenterer Fromheden med nedadvendt overflødighedshorn og Retfærdigheden med bind for øjnene. Reliefferne viser kongens militære sejre, og kraniet med vinger viser, at selv den enevældige konge var underlagt døden. Lågets kant er dekoreret med RD for Rex Danorum (Danernes Konge) og C5 for Christian 5.

Da Frederik 4. døde i 1730, blev han og hans første hustru, dronning Louise (død 1721), begravet i kirkens højkor. Frederik 4.s sidste dronning, Anne Sophie Reventlow, blev efter kongens død sat i husarrest. Da Anne Sophie døde i 1743, blev Roskilde Domkirkes nordre tårnkapel indrettet til hendes begravelse.

Christian 9. var den første af den glückburgske kongeslægt, og både Frederik 8. og Christian 10. er begravet i hans smukke og enkle kapel.

I midten af 1800-tallet stod det klart, at den oldenborgske slægt, som sad på den danske trone, ville uddø med Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863). Derfor begyndte man at søge efter en tronfølger, og i 1863 blev Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) konge af Danmark. Han var ud af hertughuset Glücksborg, der kunne spore sine aner tilbage til Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559).

Christian blev gift med Christian 8.s niece, Louise af Hessen (1817-1898), og det var et ægteskab, der drejede sig om kærlighed og ikke om politik. Ægteskabet fik alligevel meget stor politisk betydning, for det var gennem Louises arveret, at Christian senere blev dansk konge.

Europas svigerforældre

Christian 9. (1818-1906) og dronning Louise (1817-1898) blev kaldt Europas svigerforældre, fordi flere af deres børn blev gift ind i europæiske kongehuse. Herunder Dagmar, som blev russisk kejserinde og mor til den sidste zar. Sønnen Vilhelm udnævntes til Georg 1. af Grækenland, og datteren Alexandra endte som dronning af Storbritannien. Den ældste søn blev konge af Danmark som Frederik 8.

Sarkofagerne

Christian 9. var den første af den glückburgske kongeslægt, og Glücksborgernes kapel fra 1924 blev bygget til Christian 9.s sarkofag. Både Frederik 8. og Christian 10. og deres dronninger er begravet i hans enkle kapel. Christian 9. og dronning Louises sarkofag er en dobbeltsarkofag. Den blev finansieret ved en folkeindsamling og minder stilmæssigt om ældre sarkofager, da den oprindeligt blev skabt til at stå i Frederik 5.s Kapel.

På Frederik 8. og Lovisa dobbeltsarkofag kan 1920’ernes nye ånd ses især i reliefferne på siden: Den nøgne, naturlige krop er et brud med de tidligere allegoriske figurer iklædt antikke dragter som ses i Frederik 5.s Kapel.

Christian 10. og dronning Alexandrines sarkofager er skabt af moderne dansk designs fader, arkitekten Kaare Klint (1888-1954). Udformningen skulle symbolisere hele det danske folk, og Klint løste opgaven ved at lade et dannebrog dække hver sarkofag. 

Arkitekturen i kapellet er bl.a. inspireret af græske og byzantinske kirkebygninger.

Efter Frederik 9.s død i 1972 omlægges Domkirkepladsen og kongens gravplads indrettes i et åbent kapel udenfor kirken, efter kongens eget ønske - og som det eneste af sin slags. 

Frederik 9. og Dronning Ingrid er som de eneste begravet uden for Domkirken.

Frederik 9.

Frederik 9. var en utraditionel konge og samtidig – eller måske derfor – var han den mest folkekære konge vi har haft i Danmark. Sammen med Dronning Ingrid moderniserede han kongehuset ved at blande det folkelige med det formelle. Frederik 9. forstod, at monarkiets overlevelse var betinget af folkets interesse, kærlighed og opbakning. Kongen døde den 14. januar 1972.

Den 18. januar blev kong Frederiks kiste ført til Christiansborg Slotskirke, hvor den stod på castrum doloris i 6 dage, indsvøbt i kongeflaget og prydet med den afdøde konges admiralskåbe og kårde. Mange mennesker benyttede lejligheden til at gå forbi kong Frederiks kiste i Slotskirken. Der var sørgeoptog gennem København og Roskilde. Begravelsen blev afholdt d. 24 januar 1972. 

Kong Frederiks sarkofag blev midlertidigt henstillet i Glücksborgerens Kapel indtil færdiggørelsen af Frederik Den Niendes begravelsesplads uden for Domkirken, i 1985.

Dronning Ingrid

Dronning Ingrid var oprindeligt Prinsesse Ingrid af Sverige. I 1935 blev hun gift med Kronprins Frederik (9.), med hvem hun fik de tre døtre Prinsesse Margrethe (f. 1940; fra 1972 H.M. Dronning Margrethe 2.), Prinsesse Benedikte (f. 1944) og Prinsesse Anne-Marie (f. 1946; Dronning af Grækenland 1964-73).

Dronning Ingrids betydning for det danske kongehus kan dårligt overvurderes. Hun hjalp sin mand til at træde i karakter som konge og var både klog og stilbevidst. Hun var en stor støtte for den tidligere reg. dronning Margrethe 2. og også for den nuværende Kong Frederik 10. Dronning Ingrid var desuden meget haveinteresseret og engageret i plejen af slotshaverne på Graasten og Fredensborg Slot.

Dronningen døde 7. november 2000 og blev begravet ved siden af sin mand. 

Frederik 9. blev som den første konge begravet udenfor. Ifølge samtidige aviser var det efter kongens eget ønske. Det er således også den eneste kongelige grav med en gravsten istedet for en sarkofag eller gravmæle. Selvom kongen døde i 1972 var gravmælet først færdigt i 1985. Det skyldes der gik 6 år inden man rigtigt gik igang og så den lange proces med at finde både den rette placering, den rette udformning og de rette kunstnere. Især vakte placeringen uden for kirken en del debat og tog lang tid at falde på plads.

Begravelsespladsen, der er omgivet af en ottekantet rødstensmur, er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner, der bl.a. har restaureret Koldinghus og Vilhelm Wohlert, som var med til at bygge Louisiana Museum of Modern Art, og blev opsat i 1985. Der er brugt de samme teglsten som i resten af Domkirken.

Gulvet er lavet af 4000 håndflade-store rullesten som i sommeren 1982 blev hjembragt fra Færøerne af kongeskibet Dannebrog. Langs kanten er små pigsten - også fra Færøerne. Gravstenen er i bølgestribet grønlandsk gnejs med et anker - til "Sømandskongen"- og udført af Erik Heide. Den måler 2,4 x 1,8 m og vejer 5 tons. Der er brugt materialer fra Danmark, Grønland og Færøerne, videreført i beplantningen.

Dronning Ingrid ville begraves "i hele Danmarks have" og der er således beplantet med typiske vækster fra Nordatlanten. En tilhørende bronzeport er udført af kunstner Sven Havsteen-Mikkelsen. Det var Dronning Ingrids ønske af lågen var gennembrudt så alle frit kunne se kongens gravsten.

Ligesom Frederik 5.s kapel og det ovenstående er det i centralplan, dog ottekantet, og proportionerne er også samstemt med Glücksborgernes kapel. Men derudover henviser kapellet ikke til tidligere arkitektoniske stilarter, men bringer Domkirkens arkitektur ind i det 20. årh. Med akademirådets ord: "Beskedent, stilfærdigt og repræsentativt for samtiden".

H.M. Dronningens kommende gravmæle

H.M. Dronningens kommende gravmæle er opstillet og står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Her vil H.M. Dronningen blive stedt til hvile ved siden af 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag. Roskilde Domkirke har i 1000 år fungeret som gravsted for den danske kongeslægt. Gravmælet indskriver sig i en lang tradition for at opføre et eftermæle i Roskilde Domkirke for monarkens liv og gerning.

Tilblivelsen af gravmælet

Udarbejdelsen af gravmælet har været undervejs siden 2003, hvor billedhugger, professor Bjørn Nørgaard fik til opgave at udarbejde et moderne gravmæle, der kan indføje sig i den lange række af kongelige gravmæler i Roskilde Domkirke. Bjørn Nørgaard var fra projektets start i tæt dialog med Regentparret om idéen og udformningen af værket ”Sarkofag”.    

Kunstværket repræsenterer Regentparrets fælles virke gennem 50 år, og Prinsens beslutning om ikke at lade sig begrave i Roskilde Domkirke har ikke medført ændringer af kunstværket. Soklen er udformet i kalksten fra Frankrig, og de tre søjler, der bærer sarkofagen, er i henholdsvis dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor. Elefanthovederne på søjlerne er støbt i sølv. Selve sarkofagen er i støbt glas, og i et hulrum i glasset er der på indersiden sandblæst to liggende figurer, der repræsenterer Dronningen og Prins Henrik. På toppen findes allegorier, heraldik og symboler i forgyldt bronze. Dronningen vil blive stedt til hvile i en krypt under gravmælet. 

Prins Henrik døde i 2018, men valgte kort inden ikke at blive stedt til hvile under gravmælet, men istedet at blive kremeret. Prinsens aske blev delt i to og spredt i de danske farvande samt nedsat i haven ved Fredensborg slot.

Oppe i domkirkemuseet kan man se en video om fremstillingen af gravmælet. For yderligere oplysninger om gravmælet, kontakt Det Danske Kongehus.

Sankt Birgittas kapel

Sankt Birgittas kapel er et af de mange kapeller, der blev føjet til kirken i 1400-tallet. Kapellet er indviet til den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena ca. 1464. Det indre er meget velbevaret og har en utrolig middelalderstemning. I hvælvingerne er der kalkmalerier fra 1511, blandt andet den groteske djævel, der ifølge indskriften »skriver dem op, der kommer for sent og driver rundt med tom snak«. De overdådige ranker danner en paradisisk løvsal.

I kapellet blev Oluf Mortensen, kapellets grundlægger, begravet. I kapellet var der foruden et alter for Birgitta, et Helligkorsalter, det såkaldte nye alter og et alter for Johannes Evangelisten. Intet af de katolske altre er tilbage og Mortensens gravsten er flyttet.

I en krypt i kapellet er Christian 4.s og Kirsten Munks børn gravlagte.