Barselsvikariat som korleder for Roskilde Domkirkes Drengekor
Drengekoret er en vigtig del af musiklivet i Roskilde Domkirke. Her mødes tradition, musikalske ambitioner og et stærkt fællesskab. Som korleder får du en central rolle i både den daglige musikalske udvikling af koret og i de mange gudstjenester, koncerter og andre musikalske aktiviteter, som koret er en del af.
Om stillingen
Som korleder er du ansvarlig for den daglige musikalske ledelse af Roskilde Domkirkes Drengekor.
Stillingen omfatter blandt andet:
- korprøver med drengesopraner, de unge herrer og mandskoret
- musikalsk forberedelse og ledelse af gudstjenester og koncerter
- planlægning og gennemførelse af fælles prøver efter behov
- samarbejde med domkirkens øvrige musikere
- rekrutteringsbesøg på skoler i samarbejde med Roskilde Synger
De ugentlige korprøver er:
Drengesopraner: mandage kl. 16.00-17.30
De unge herrer: onsdage kl. 16.00-17.00
Mandskor: onsdage kl. 19.00-21.15
Drengesopraner: fredage kl. 16.00-17.30
Der er hørelære på mandage og fredage kl. 15.30. Den varetages af juniorundervisere.
Der er fast møde i domkirkens musikergruppe (4 organister og 2 korledere) torsdage kl. 12-13. Der kan forekomme andre møder.
For foråret 2027 er der planlagt aftensange på fem fredage kl. 17 i domkirken. Øvrige optrædener ved gudstjenester og koncerter i løbet af foråret aftales med domorganisten.
Repertoireplan for 2026 forefindes til inspiration og evt. genbrug i løbet af vikariatet.
Rekrutteringsbesøg på skoler gennemføres sammen med korlederen for Børne- og Juniorkoret i løbet af årets første måneder. De planlægges i samarbejde med Roskilde Synger, det lokale sangkraftcenter, som står for kontakten til skolerne.
Læs mere og søg stillingen her.