De unges aften i Roskilde Domkirke
Septembersolen sender lune stråler ned på pladsen foran Roskilde Domkirke og på en flok unge, der er samlet foran indgangen. De venter på, at Domkirken skal blive tømt for ”voksne”, der har besøgt seværdigheden i den sædvanlige åbningstid.
Nu er klokken snart 18, og om lidt begynder en lidt anderledes aften i Roskildes vigtigste seværdighed. Som en del af K7 WEEK holder Roskilde Domkirke særligt åbent for unge under 27. Aftenens program er arrangeret af RÅ Festival, der er en festival for, af og med unge. Det er altså unge, der skal forsøge at åbne andre unges øjne for Roskilde Domkirke og den vigtige kultur- og verdensarv, som stedet rummer.
Crustader og et ananasshot
Ved et bord står kokken Noah Brøns og fylder rækker af små crustader med laksefyld og små papkrus med ananasjuice. På pladsen foran ham støder flere unge til og hilser på deres venner. Der bliver både talt dansk og engelsk.
Fatemh Laith, der er en af arrangørerne, tager ordet. Hun byder velkommen, fortæller lidt om aftenens arrangement og introducerer et lille indgangsritual. De unge former en kø, og de forreste træder hen til Fatemh Laith. Med en crustade i den ene hånd og et shot ananasjuice i den anden fremsiger de sammen med Fatemh Laith et lille digt:
”For at være i stand til at klare RÅ/Står jeg her, klar til at være på/I Roskilde Domkirke går jeg ind/Og ændrer mit liv og sind”
Herefter ryger crustade og ananasjuice ned, inden gæsterne går ind.
Drømme om stort og småt
Uanset om man er ung eller gammel, kan Roskilde Domkirke være et overvældende bekendtskab. Derfor har RÅ Festival sørget for, at man kan gå rundt og opleve på egen hånd, eller man kan kaste sig over de aktiviteter, RÅ har arrangeret.
Foran Peter Brandes’ kongeport møder man Drømmevæggen. To opslagstavler, der inviterer til, at man sætter ord på og deler sine drømme. Der er plads til alle slags. Fra omfattende klassikere om verdensfred og et lykkeligt liv til de mere håndgribelige.
En vil gerne lære tegnsprog, mens en anden drømmer om flere tatoveringer. Og der er de tankevækkende, som giver et smugkig ind i et andet menneskes virkelighed. ”At se min familie igen.” ”Jeg drømmer om, at folk forstår mig.” ”At se min søn blive rask.”
Og en har ladet sig forføre af det utrolige omgivende bygningsværk: ”Jeg drømmer om at blive lige så dygtig en håndværker som dem, der har bygget den her kirke.”
Roskilde Domkirke er bestemt bygget til at betage. De unges øjne går på opdagelse i gravmæler, alter, prædikestol og de imponerende detaljer i den omfattende kirkekunst.
En ung fyr sætter farten ned på sin tur rundt i korgangen og lader langsomt en hånd stryge over murstenene, som for 800 år siden blev lagt oven på hinanden, indtil der stod en Domkirke. Han siger ikke noget, men lader blikket følge søjlen opad og dvæle ved de imponerende loftshvælv. Så går han videre.
Lydens fantasiverden
Ved nedgangen til Christian 6.s krypt står et skilt med teksten ”Lydinstallation”. For foden af trappen retter en ung mand på en lampe, der bader krypten i et blåt lys. Det er Marius Holtze, som står bag lydinstallationen.
På en lille seddel kan man læse, at installationen er en invitation til at lade sig fortrylle af lyduniverset. ”Du skal være velkommen til at trylle dig hen til en fantasiverden med orker, trolde og feer eller bare bedre offentlig transport.” Ingen af delene er svært, når man lader lyduniverset lede tankerne. Værket har både spor af eventyr og naturen og af den praktiske, menneskeskabte hverdag.
Det er, som om lydinstallationen tager toppen af ærefrygten, og i krypten kan man høre stemmerne hæve sig fra hvisken til almindelig tale og grin. Snart spreder lydene sig til hele Domkirken, og lyduniverset giver nye dimensioner til oplevelserne i kirken.
Tegneworkshop med Matisse
Ét sted i kirken er der dog fortsat meget stille. Det er i Glücksborgernes kapel, som denne aften er omdannet til en tegneworkshop med inspiration fra Matisse. Efter en kort introduktion til den franske malers brug af farver og motiver kaster de unge sig over papir og oliepasteller.
På bordene står spejle til selvportrætter, og flere af deltagerne studerer sig selv i spejlet, inden de sætter oliekridtet til papiret. Andre lader i stedet blikket glide rundt i det majestætiske kapel for at finde inspiration til andre motiver. På papiret foran en ung kvinde dukker en figur langsomt op. Det er en af de tre kvinder ved Christian 9. og Dronning Louises sarkofag, udført af billedhuggeren Edvard Eriksen, som også er kunstneren bag Den Lille Havfrue.
I den koncentrerede stemning i det tyste kapel begynder farverne at sprede sig. Blomster, figurer og selvportrætter med et væld af mørke og lyse farver ligger spredt ud over tegnebordene.
Elbas og kirkeorgel
Udenfor nærmer tusmørket sig, og det er ved at være tid til to annoncerede koncerter. Mængden af gråt hår er undervældende, da de over 100 unge gæster begynder at samle sig på kirkebænkene. Om lidt begynder den første koncert, og artisten egner sig nok også godt til et ungt publikum.
Fiona Pour synger drømmende, sårbart og ærligt om forelskelse og hjertesorg. Hun akkompagneres af en elbas og af kirkens orgel, og selv om orglet nok ikke er vant til denne genre af musik, lyder det helt rigtigt. På bænkene rundt omkring bliver der med lukkede øjne nikket i takt til musikken, og hvert nummer efterfølges af en klapsalve.
Efter Fiona Pour indtager Laura Normann scenen med en god blanding af egne numre og covernumre. Blandt sidstnævnte er netop afdøde Dolly Partons kæmpehit ”Jolene” og Hoziers ”Take Me to Church”.
Da de sidste toner klinger af, og publikum har sendt en rungende klapsalve rundt i hele Domkirken, tager Fatemh Laith og Marius Holtze fra RÅ Festival mikrofonen for at sige tak for i aften.
De fleste trækker mod udgangen. Nogle udnytter tiden til at udforske kirken i mørket, mens en lille flok har samlet sig om orglet, der får lov til at ytre sig lidt endnu. Musikerne pakker sammen, og efterhånden forlader også de sidste Roskilde Domkirke. Måske har de fået et nyt blik på det gamle byggeri på toppen af byen med udsigt over fjorden.
Foto: Foli Media.