Gå til sidens indhold

Menighedsrådsformand i Roskilde Domsogn, Bjarne Hald, fylder 70 år

Frivillige udgør rygraden i folkekirken – og i Roskilde Domkirke er Bjarne Hald rygraden i frivilligheden. En formand, for hvem samarbejdet altid kommer først, fylder 70 år.

Roskilde Domkirke har stået urokkeligt i mere end 800 år. Men vilkårene for at drive og forvalte Danmarks vigtigste kirkebygning er i forandring. Domkirken er i dag et af de største turistmål i Roskilde og på Sjælland – og samtidig først og fremmest en levende sognekirke. Midt i dette spændingsfelt står menighedsrådsformanden, Bjarne Hald, med ansvaret for både samarbejdet og ledelsen af landets sjette største sogn.

I anledning af hans 70-års fødselsdag sender menighedsrådet en varm tak til en formand, der insisterer på samspillet mellem turistkirke og levende menighedsliv. Hans vision er klar: Roskilde Domkirke skal – side om side med sin status som kongelig gravkirke og UNESCO-verdensarv – være åben og nærværende for alle. Den skal føles som din og min domkirke.

Bjarne Hald har haft en solid vej ind i den krævende formandspost. Han blev i 2016 valgt ind i menighedsrådet og begyndte samtidig sit engagement i Roskilde Domsogns Menighedspleje som kasserer. I menighedsrådet påtog han sig hurtigt også kassererrollen. For en jurist med økonomisk overblik var det et naturligt ansvar – ikke mindst i et af landets største sogne målt på økonomi.

Bjarne Hald forener grundighed og visioner. I 2022 var han derfor et naturligt valg til at overtage formandsposten i menighedsrådet efter Anne Rosendal. Roskilde Domkirke står fortsat stærkt i samarbejdet med byens aktører, Kongehuset og landets dygtigste håndværkere, så kirken både bevares, formidles og forbliver et levende sted at komme. I løbet af sin formandsperiode har Bjarne blandt andet været med til at indvie skovkirkegården og den muslimske gravplads på Østre Kirkegård. Et nyt orgel til Domkirken er blevet sat i gang, ligesom arbejdet med det nye Verdensarvscenter er sat i værk. Bjarne engagerer sig bredt i folkekirken og har siden 2021 været medlem af provstiudvalget for Roskilde Domprovsti.

Tidligere sognepræst ved Roskilde Domkirke gennem 30 år, Paul Kofoed, siger om Bjarne Hald:

"Bjarne er kendt for sin tålmodighed og sit rolige gemyt. Samtidig udstråler han energi – han er ganske enkelt altid i god form. Han er meget diplomatisk og har en særlig evne til at skabe enighed, også om vanskelige emner. En sand mester i samarbejde.”

Formandsposten i domsognet præger en stor del af Bjarne Halds hverdag. Han gik på pension som jurist i forsikringsbranchen kort tid efter han tiltrådte posten som formand. Engagementet er i høj grad også blevet et fælles anliggende i familien: Bjarnes hustru, Helle Hald, er koordinator for menighedsplejens besøgsvenner, og et af parrets børnebørn synger i Roskilde Domkirkes Drengekor. Alligevel – eller måske netop derfor – er Bjarne en fast og synlig del af livet i Domkirken. Paul Kofoed fortsætter:

"Bjarne er yderst samvittighedsfuld – både over for mennesker og når det gælder sin mærkesag: at skabe de bedst mulige rammer for forkyndelsen i Domkirken samt for medarbejdere og frivillige. Jeg kender ikke et menneske, som kan sige noget dårligt om Bjarne.”

Roskilde Domsogns Menighedsråd markerer fødselsdagen med en reception:
Tirsdag den 12. maj kl. 15.00–17.00. Konventgården, Domkirkestræde, Roskilde.
Alle er velkomne.