Roskilde Domkirkes Pigekor vinder guld ved World Choir Games
Det blev en debut, som pigerne i Roskilde Domkirkes Pigekor sent vil glemme. Ved årets World Choir Games deltog koret for første gang i den prestigefyldte internationale korkonkurrence – og resultatet blev intet mindre end en kategorisejr.
I kategorien Youth Choir of Equal Voices – Open Competition opnåede Roskilde Domkirkes Pigekor den højeste score blandt de deltagende kor. Det udløste en guldmedalje og sejren i hele kategorien.
Men det var ikke korets eneste flotte resultat. I konkurrencens kategori Sacred Music A Cappella sang pigerne sig også til en sølvmedalje.
Resultaterne er en markant international anerkendelse af korets musikalske niveau og det arbejde, der ligger bag. For et kor, der deltager i World Choir Games for første gang, er det samtidig en særlig milepæl.
Mette Bjærang Søberg, dirigent for Roskilde Domkirkes Pigekor, siger:
”Dette har været en fantastisk oplevelse for os alle, og vi er utrolig glade og stolte over vores præstationer i konkurrencen.”
World Choir Games samler kor fra hele verden, og giver korene mulighed for både at konkurrere på højeste niveau og mødes på tværs af lande og kulturer. For Roskilde Domkirkes Pigekor har deltagelsen derfor ikke kun handlet om medaljer, men også om at repræsentere Roskilde og Danmark på den internationale korscene.
Med guld og en kategorisejr samt sølv i Sacred Music A Cappella kan Roskilde Domkirkes Pigekor se tilbage på sin første deltagelse i World Choir Games som en særdeles succesfuld debut.
Om Roskilde Domkirkes Pigekor
Roskilde Domkirkes Pigekor er en del af Roskilde Domkirkes korskole. Koret består af unge sangere, som medvirker ved gudstjenester og koncerter og som arbejder målrettet med korsang på højt musikalsk niveau. Koret har eksisteret siden 1996.
Om World Choir Games
World Choir Games er verdens største internationale korkonkurrence og arrangeres af INTERKULTUR. World Choir Games 2026 blev afholdt i Helsingborg i Sverige fra 6. til 16. august med deltagelse af kor fra hele verden. Konkurrencen er opdelt i Champions Competition for erfarne konkurrencekor og Open Competition, som er målrettet kor med mindre eller ingen international konkurrenceerfaring. De to konkurrencer rummer hver 19 kategorier.