Verdensarvscenter sender stor og prestigefyldt udstillingsopgave i udbud
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har netop sendt en af landets mest interessante udstillingsopgaver i udbud. Dermed går startskuddet til at finde de udstillingsdesignere, der skal løfte den omfattende opgave med at formidle Domkirkens unikke historie for kommende generationer.
Hvad skal gæsterne opleve, når de træder ind i det nye verdensarvscenter for Roskilde Domkirke? Det spørgsmål rykker lidt nærmere et svar nu, hvor opgaven med at lave stedets udstillinger netop er sendt i udbud.
Udbuddet er en invitation til nogle af de mest visionære og erfarne udstillingsdesignere og -udviklere – både nationalt og internationalt – til at byde ind på en opgave, der forener bygningskunst, kulturarv og formidling på højeste niveau.
”I tusind år har kirke og kongemagt i skiftende tider gennem arkitektur, kunst og skabertrang formet et fysisk manifest af Danmarks historie i Roskilde. Den historie skal udfolde sig i udstillingerne i Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Vi glæder os meget til at se, hvem der byder på opgaven og har lyst til at være med på projektet. Vi tør godt love, at det bliver en af de mest prestigefyldte, historiske opgaver, man kan komme i nærheden af i Danmark,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard, direktør i den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, der er ledelsesansvarlig på projektet.
Hele projektet med at skabe rammer for og indhold til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som støtter med 60 millioner kroner, mens Augustinus Fonden giver 25 millioner kroner. Roskilde Kommune har bidraget med 25 millioner kroner, og Kulturministeriet støtter med 10 millioner kroner i anlægsstøtte og yderligere 10 millioner kroner i driftsstøtte over en femårig periode. Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, og Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke bidrager selv med 6 millioner kroner.
Formidling i Domkirken og Palæhaven
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter, som skal etableres i Det Kongelige Palæ midt i Roskildes historiske bykerne, kommer til at formidle Domkirkens store betydning til kommende generationer. Udstillingerne skal tage afsæt i de to kriterier, der ligger til grund for, at Roskilde Domkirke er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste: Domkirkens enestående betydning for teglstensteknikkens udbredelse i Nordeuropa, og dens 1000-årige historie som kongelige gravkirke, der har sat sig spor i arkitekturen.
Ud over udstillingerne i Det Kongelige Palæ skal de, der får opgaven, levere en opgraderet og respektfuld formidling i Roskilde Domkirke samt Palæhaven. Både Det Kongelige Palæ og den tilhørende have skal gennem en stor, men nænsom transformation. I februar blev det afsløret, at arkitektfirmaet Cobe i samarbejde med underleverandører skal stå for at omdanne Det Kongelige Palæ til nutidigt besøgscenter.
I juni vil projektledelsen bag Roskilde Domkirke Verdensarvscenter blandt de indsendte forslag udvælge fem hold til at deltage i konkurrencen. Hvem der løber med hele udstillingsentreprisen, bliver afgjort til oktober.
Verdensarvscenteret opføres med Lena Bruun Jensen som projektchef og Caroline Lørup som udstillingsleder.
Udbudsmaterialet er tilgængeligt på platformene TED og Dalux.
Læs mere og følg tilblivelsen af Roskilde Domkirke Verdensarvscenter på www.verdensarvscenter.dk