Orgelkoncert // Johannes Unger
Højt oppe under hvælvingerne i Roskilde Domkirke hænger kirkens klingende verdensarv: Raphaëlisorglet.
Hver måned inviterer vi en solist i verdensklasse til at spille på det historiske orgel. Du kan både opleve vores egne organister fra Roskilde Domkirke samt de bedste organister fra resten af Danmark og udlandet. Kom og hør når de får frit slag med eget udvalg af komponister og værker til koncert på Raphaëlisorglet - vi lover, det klinger så englene synger!
Helt unikt til disse koncerter, kan man følge organistens spil ned i mindste detalje på et stort opsat lærred under orglet. Efter koncerten er der mulighed for at hilse på dagens solist.
Denne aften kan du høre Johannes Unger spille på det historiske orgel
Et fornemt udvalg af nordtysk barokmusik kan høres, når domorganist & organist ved St. Marien i Lübeck Johannes Unger onsdag den 19. marts spiller i Roskilde Domkirke. Musik af Praetorius, Tunder, Bruhns, Buxtehude og Bach er på programmet og dermed musik, som i høj grad har med Ungers hjemby Lübeck at gøre. To generationer af organister ved Marienkirche er repæsenteret: Tunder og Buxtehude, foruden Buxtehudes elev Bruhns og hans kollega Bach, som i 1705 gik 400 km til fods til Lübeck for at møde Buxtehude og høre hans musik.
Johannes Unger er tredobbelt førsteprisvinder ved internationale orgelkonkurrencer og som efterfølger i Buxtehudes stilling ved Marienkirche en ypperlig kender af hans musik og af nordtysk barokmusik generelt. Det bliver en stor fornøjelse at høre ham boltre sig på domkirkens berømte barokorgel.
Koncerterne starter kl. 19.30
Billetpris: 50 kr.
Betales med kort eller kontanter i døren i forbindelse med koncerten. Billetter kan ikke reserveres
... siden bliver løbende opdateret