Gå til sidens indhold

Nyt forskningsprojekt skal vække musikken til live

Med 4,8 mio. kr. fra Augustinus Fonden i ryggen skal projektet 'Raphaëlis' på Det Kgl. Bibliotek gøre os klogere på den klingende kulturarv.

Roskilde Domkirke glæder sig meget over, at der nu sættes fokus på vores klingende kulturarv gennem et nyt stort forskningsprojekt forankret på Det Kongelige Bibliotek. Med udgangspunkt i en af Domkirkens store skatte – det historiske Raphaëlis-orgel – skal forskere kortlægge, hvilken musik der har lydt i Domkirken i den tidlige moderne periode ca. 1500–1800.

Raphaëlis-orgelet, opkaldt efter orgelbyggeren Hermann Raphaëlis, udgør forsat en levende del af Domkirkens gudstjenester og koncertliv. Derfor glæder vi os særligt over, at projektet giver os mulighed for at blive klogere på den musik, orglet oprindeligt blev bygget til, og på dets musikalske samtid:
Hvad blev der spillet, hvem spillede – og hvilken rolle havde musikken i samtidens religiøse, sociale og ceremonielle liv?

Forskningsprojektet er generøst støttet af Augustinus Fonden, som vi retter en stor tak til. Samtidig byder vi forskningsprojektet hjerteligt velkommen og ser frem til et tæt samarbejde med Det Kongelige Bibliotek, Kind of Opera, ROMU, Concerto Copenhagen og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab – stærke faglige miljøer med landets største ekspertise inden for musikalsk forskning og formidling.

Domkirkens domorganist Bine Bryndorf er en af hovedkræfterne i forskningsprojektet og indgår i projektgruppen sammen med musikforskerne Peter Hauge og Bjarke Moe, redaktør Claus Røllum-Larsen og producent Trine Heide.

Vi ser frem til, at forskningen vil kaste nyt lys over Domkirkens musikalske historie – og samtidig styrke forståelsen af den levende arv, som stadig klinger i kirkerummet i dag.

Læs pressemeddelelsen via Ritzau

Læs mere om projektet os Kind of Opera