Velkommen til ny præst
I slutningen af 2023 fik menighedsrådet tilsagn fra biskop Ulla Thorbjørn Hansen til at ansætte endnu en præst til vores store og travle kirke. Det er nu med stor glæde at menighedsrådet kan byde velkommen til ny sognepræst Thomas Godsk Larsen som er ansat pr. 1. august. Thomas blev ordineret ved gudstjeneste i Roskilde Domkirke søndag d. 30. juni 2024. Han indsættes som sognepræst ved højmessen søndag 4. august kl. 10.00. Alle er velkomne til at overvære indsættelsen og hilse på vores nye præst, som bl.a. skal varetage gudstjenester og aktiviteter for børn og unge. Efter højmessen inviterer menighedsrådet til reception i Konventhuset. Der vil være kaffe samt lidt godt til ganen. Alle er velkomne!
Til dagligt bor Thomas med sin familie i i Herslev. Hold øje med nyhedsbrevet i slutningen af juli, hvor Thomas fortæller om sin vej til sognepræst i Roskilde Domkirke. Vi ser frem til det nye samarbejde og ønsker Thomas hjerteligt velkommen til Roskilde Domkirke.