Udforsk Domkirken

Tag med på en kongelig tidsrejse
Monarkiets historie er en guldgrube af dramatisk danmarkshistorie, af blodige slag, epidemier, højforræderi, jalousidrama og sammensværgelser, men også kærlighed. Mød 40 konger og dronninger i Danmarks kongelige gravkirke, hør dragen hvine, dyk ned i mørke krypter, og find roen under de høje hvælv. Domkirkens arkitektur er en tidsrejse gennem 800 år, og det har sat den på UNESCO’s Verdensarvsliste. Kalkmalerier, kongegrave, kunst og arkitektur fortæller kongernes, kirkens og Danmarks historie.
Kongegrave & Verdensarv
Roskilde Domkirke var og er stadig en af de vigtigste monumenter i Danmark- og det med god grund! Domkirken er udpeget som UNESCO verdensarv på grund af sin enestående arkitektur. Domkirken er den første gotiske domkirke i Skandinavien i teglsten, og du kan opleve den europæiske arkitekturs udvikling gennem 800 år - på et sted! Oven i det har den 1000 års historie på bagen, og 40 danske konger og dronninger er begravet i kirkens kapeller og krypter. Det er også i Roskilde Domkirke, at Helhesten spøger, den grønne drage udbryder sit dødsbrøl, og hvor djævlen Tutivillus, holder øje med, om du kommer for sent.
Du kan læse mere om de forskellige grave eller om det gamle alter eller tag en virtuel tur gennem Domkirken. Hvis du vil vide mere kan du altid besøge Danmarks Kirker på Nationalmuseets hjemmeside, hvor du finder det store tobindsværk om Domkirken.
