Gå til sidens indhold
22 okt

Litteraturkreds I Konventgården

tirsdag 22. oktober 2024 kl. 19:00 - 21:00

I efteråret er der igen mulighed for at læse sammen, når Domkirken inviterer til litteraturkreds med sognepræst Torben Jeppesen. Efterårets litteraturkreds byder på tre fremragende romaner. En af nordisk litteraturs allerstørste, måske største, klassiker, og to nyere romaner, en norsk og en dansk.

Litteraturkredsen ledes af sognepræst Torben Jeppesen. Møderne foregår i Konventgården, Domkirkestræde 10, og varer fra kl. 19.00-21.00. Deltagelse kræver tilmelding til Torben Jeppesen på tje@km.dk

Tirsdag den 22. oktober
Denne gang skal vi dykke ned i Josefine Klougarts roman ”Alt dette kunne du få” (Gladiator 2021)

Det er vinter, og Barbara rejser tværs gennem landet med sit spædbarn for at være sammen med sin mor og søster i dagene, hvor faren skal gennemgå en stor hjerteoperation.
Operationen går som planlagt, men da han slår øjnene op er det blik der møder Barbara tomt og helt uden tegn på genkendelse; det er som at se ind i øjnene på et menneske rømmet for sjæl. Et stort fald ud i et øde bagved. Hver dag i den følgende uge forsøger lægerne at vække ham fra narkosen, og hver dag sker det samme. Vi forstår det ikke, siger de, men der er jo nogen, som aldrig rigtig vågner.
Herfra ser Barbara tilbage på sin families historie. Fra moderens opvækst i et fattigt hjem i Århus til virkeliggørelsen af hendes vision om det frie liv i pagt med naturen i Mols Bjerge, hvor pigerne vokser op. Søstrenes forbundethed og konflikt; forældres længsler, fortidens traumer og fortielser - lyt til podcast om bogen på Spotify

Alt dette kunne du få er et portræt af en familie og af tidens passage gennem os. Den handler om at være kvinde og mor i 1980 og i 2020. Om individets forankring i en tid og i et sted, i jorden. Den er en illumination af de forbindelser, der løber mellem alt levende – liv adskilt i tid og rum, men knyttet sammen af erindringer, myter, blod og længsler. Josefine Klougart (f. 1985) er en af de mest markante stemmer i nordisk samtidslitteratur, hun er oversat til 12 sprog og nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange. Alt dette kunne du få er hendes 6. roman.

"(man) flås skælvende åben i erfaringen af jordens sårbarhed, eksistensens forgængelighed og de forbindende trådes bristfældighed" - ♥♥♥♥♥ Lilian Munk Rösing, Politiken