Gå til sidens indhold
14 maj

Orienteringsmøde // Menighedsrådsvalg 2024 - I Konventhuset

tirsdag 14. maj 2024 kl. 19:00 - 21:00

Roskilde Domsogn inviterer til menigheds- og valgorienteringsmøde!
Den 14. maj byder vi indenfor i Konventhuset til årets menighedsmøde, hvor vi inviterer alle jer, der bor i sognet til en hyggelig aften, hvor menighedsrådet giver en spændende status på hvordan det går med at drive og udvikle kirkelivet i og omkring byens berømte domkirke, vores lille lejlighedskirke Gl. Vor Frue Kirke og bymidtens skønne kirkegårde. 

Er du i tvivl om hvilket sogn du bor i? Besøg sogn.dk og indtast din adresse, så får du svaret med det samme.

Menighedsrådsvalg 2024
Da der i år er valg til menighedsrådet, er årets menighedsmøde samtidig orienteringsmøde forud for efterårets valg.
Roskilde Domkirke og resten af alt hvad domsognet rummer, drives hver eneste dag af både ansatte og et engageret menighedsråd. Det valgte menighedsråd har til opgave at passe på og udvikle kirkelivet de næste fire år. I domsognets menighedsråd sidder allerede gode kræfter i , som ved hvordan man driver kirke, men vi har også plads til nye medlemmer og brug for netop dig, der har lysten og engagementet til at sætte retning for kirken i din by. 

Det er alle folkekirkens medlemmer, der driver kirken og bestemmer retningen for kirkelivet, ved at have et folkevalgt menighedsråd. Uanset om du selv overvejer at stille op eller har fået interesse for, hvad der skal ske i domsognet de kommende år, kan du denne aften blive meget klogere på menighedsrådsvalget, de mange aktiviteter og det gode fællesskab der er ved Domkirken.